Putin til Trump: Rusland har ingen fjendtlige planer mod Europa
Ruslands og USA's præsident har ifølge det russiske præsidentkontor talt i telefon sammen i en time.
Ruslands og USA's præsident har ifølge det russiske præsidentkontor talt i telefon sammen i en time.
Ruslands præsident, Vladimir Putin, har i en telefonsamtale forsikret Donald Trump om, at Rusland ikke har fjendtlige planer mod Europa.
Det siger Jurij Usjakov, som er rådgiver for den russiske præsident, ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Telefonsamtalen mellem den russiske og den amerikanske præsident varede ifølge Usjakov en time og var "konstruktiv og direkte".
I løbet af samtalen har Putin ifølge Kreml givet Trump sin vurdering af, hvad der sker på slagmarken i Ukraine.
De talte desuden om, hvad der er kommet ud af amerikanske forhandleres besøg i Kyiv og Moskva i løbet af weekenden.
USA's særlige udsendinge Jared Kushner og Steve Witkoff besøgte lørdag og søndag henholdsvis den russiske og ukrainske hovedstad.
Målet med besøgene var at finde en måde at afslutte krigen mellem de to lande.
Putin og Trump har talt i telefon sammen adskillige gange. De to mødtes også ansigt til ansigt i den amerikanske delstat Alaska i august 2025.
Trump har tidligere presset på for at få Rusland og Ukraine til at indgå en aftale om at afslutte krigen.
I den timelange telefonsamtale har Trump endnu engang understreget over for Putin, at han ønsker en hurtig afslutning på krigen.
- Donald Trump understregede tydeligt ønsket om at afslutte konflikten hurtigst muligt, hvilket straks ville åbne for udsigter - både imponerende og vidtrækkende - til en fuld genopretning af forbindelserne mellem USA og Rusland, siger Jurij Usjakov ifølge Reuters.
RITZAU