Putin: Ruslands ødelægger sine sidste kemiske våben

Organisationen for Forbud mod Kemiske Våben (OPCW) byder russisk beslutning velkommen.

»I dag ødelægges de sidste kemiske våben fra Ruslands kemiske våbenlagre,« siger Putin i en tv-transmitteret tale. Fold sammen
Læs mere
Foto: MIKHAIL KLIMETYEV

Præsident Vladimir Putin meddelte onsdag, at Rusland er ved at ødelægge dets sidste kemiske våben. Han kalder begivenheden for "historisk" og kritiserer USA for ikke at følge trop.

»I dag ødelægges de sidste kemiske våben fra Ruslands kemiske våbenlagre,« siger Putin i en tv-transmitteret tale.

»Det er en historisk begivenhed, når man tænker på det enorme arsenal, vi havde i sovjetæraen. Ifølge eksperter var der kemiske våben nok til at tilintetgøre alle levende væsner flere gange,« siger han videre.

Ifølge Putin har USA udskudt planer om at tilintetgøre kemiske våben ved at henvise til mangel på penge. Han siger, at han undrer sig over begrundelsen.

Organisationen for Forbud mod Kemiske Våben (OPCW) byder den russiske beslutning velkommen og siger, at der er tale om en "vigtig milepæl".

Ifølge organisationen bliver de sidste kemiske våben i Rusland ødelagt på et anlæg i Kizner i republikken Udmurtien, der er en af 21 autonome republikker i Den Russiske Føderation. Den ligger ved Uralbjergene 1.325 kilometer øst for Moskva.

FN-efterforskerne har dokumenteret brug af kemiske våben mindst 33 gange i løbet af den syriske borgerkrig, der brød ud i 2011.

/ritzau/AFP