Putin: Rusland har igangsat militær operation i Ukraine

Putin lover gengældelse mod enhver tredjepart, der skulle blande sig i Ruslands militære operation i Ukraine.

 
Rusland har angrebet Ukraine, og der er meldinger om eksplosioner i Kiev. Video: CNN, Reuters, Ritzau/Scanpix. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Præsident Vladimir Putin siger, at Rusland har sat en militær operation i gang i Donbass i det østlige Ukraine.

Det siger han i en uventet tv-tale natten til torsdag dansk tid ifølge nyhedsbureauerne Reuters og AFP.

»Jeg har truffet beslutningen om en militær operation«, siger han i talen ifølge nyhedsbureauet AFP kort før klokken 04.00 dansk tid.

Dermed trodser den russiske præsident vestlige landes indgående opfordring om ikke at starte en krig, skriver AFP.

Putin siger samtidig, at Rusland ikke har planer om at besætte ukrainsk territorium, og at "Rusland vil reagere med det samme, hvis udenlandske magter blander sig".

I talen opfordrer han ukrainske styrker til at lægge deres våben. »Blodsudgydelse vil være Ukraines ansvar«, siger han ifølge Reuters.

Putin lover gengældelse mod enhver tredjepart, der skulle blande sig i Ruslands militære operation i Ukraine.

Ifølge en unavngiven embedsmand fra Nato ligner det meget vel, at en russisk invasion er gået i gang, skriver Reuters.

Få minutter efter Putins udmelding oplyser en person i Ukraines hovedstad, Kijev, at der "i det fjerne" kan høres høje lyde svarende til artilleribeskydning.

Den amerikanske tv-station Fox melder også om »eksplosioner« i Kijev, der ligger omkring 500 kilometer fra Donbass.

Putins tale kommer, få timer efter at separatistledere i det østlige Ukraine har bedt Putin om at sende militær støtte til udbryderrepublikker Donetsk og Luhansk.

Det fik Ukraines præsident, Volodimir Zelenskij, til at opfordre russere til ikke at støtte "en større krig i Europa".

Zelenskij sagde også, at han forgæves havde forsøgt at få et møde i stand med Vladimir Putin. Han tilføjede, at Rusland nu havde omkring 200.000 soldater nær Ukraines grænser.

/ritzau/