Putin, præsten og kuppet i kirken

Vladimir Putin har smedet en tæt alliance med den russisk-ortodokse kirke. Men uroen ulmer. Kirkens hardlinere vil gøre oprør fra højre, hvis Kreml ikke giver indrømmelser, siger kirkens forhenværende talsmand.

Vsevolod Tjaplin var højre hånd for patriark Kirill, den russisk-ortodokse kirkes overhoved. Men efter at han talte regeringen imod, blev han udstødt af det kirkelige hierarki og har nu en lille menighed ved Genopstandelseskirken i det centrale Moskva. Foto: Andrej Rudakov Fold sammen
Læs mere

MOSKVA: Kirken er andet og mere end tilgivelse og tolerance. Nogle gange slår kirken hårdt, og det har Vsevolod Tjaplin mærket på egen krop.

Den russiske præst med det tynde skæg og den dybe stemme var indtil for nylig den russisk-ortodokse kirkes ansigt udadtil. Det var ham, der aften efter aften tonede frem på de russiske TV-skærme og udlagde verden, som den så ud fra Ruslands løgkuplede kirketårne.

Vladimir Putins militæroperation i Syrien var en del af »hellig kamp« mod terror, fastslog han for få måneder siden. Han roste Putin som redningsmanden, der kan gøre op med den vestlige åndløshed og forbrugerisme. Hvis de troende var i tvivl om kunst og kultur, kunne han også levere gode råd på dette område. Harry Potter-bøgerne kaldte han ukristelige, og den Putin-kritiske punkgruppe Pussy Riot »satanisk«.

Vsevolod Tjaplin var den konservative kirkes stemme. Han var højre hånd for patriark Kirill, den russisk-ortodokse kirkes svar på paven og overhovedet for 150 millioner russisk-ortodokse. Når Tjaplin åbnede munden, så lyttede Rusland.

Lige indtil 24. december sidste år. Den dag blev Vsevolod Tjaplin fyret. Han mistede sit statelige kontor i det enorme Danilovkloster, hvor også patriarken har sin officielle bolig i Moskva. Han forsvandt fra de russiske TV-skærme. Han mistede sine politiske poster, og han blev udstødt af det kirkelige hierarki. Da han efterfølgende rettede hårde angreb mod patriarken, svarede kirkelederen uforsonligt: Tjaplin »måtte have fået et psykisk sammenbrud«.

Det eneste, Tjaplin fik lov at beholde, var en lille menighed ved Genopstandelseskirken i det centrale Moskva. Det er her, vi møder den detroniserede kirkeboss.

»Velkommen,« mumler han.

Vsevolod Tjaplin er klædt i en sort præstekjole. Han går gennem våbenhuset, forbi indgangen til det dunkle kirkerum, hvor der dufter af røgelse og nyvasket gulv, videre gennem et rodet køkken og ud gennem en bagudgang. I gården har den ortodokse kirkes tidligere topfigur indrettet sit nye kontor i en skurvogn.

»Du må undskylde, at det er så koldt her,« siger han og skruer på en elradiator på væggen.

Vsevolod Tjaplin har forandret sig. På tidligere tiders pressemøder og konferencer udstrålede han mest af alt urørlighed. Med et nik gjorde han klart, hvornår han var færdig med at tale, og de lyttende kunne forføje sig. Nu lytter han opmærksomt, og han er begyndt at stamme. Han ved, at han har påkaldt sig vrede ovenfra, men det standser ham ikke.

»Præsidentadministrationen forsøger at udelukke en række spørgsmål fra den offentlige debat. Men disse spørgsmål forsvinder ikke. De vil blive diskuteret, og de vil påvirke de kommende valg. Forsøg på at fortie disse ting er kortsigtede. Det fører blot til revolutioner, som vi ved fra vores historie,« lyder hans advarsel.

Det er bemærkelsesværdige ord fra en mand, der indtil for få måneder siden forsvarede selvsamme system med næb og klør. Men det var en del af jobbet, siger han i dag. Bag kulissen var virkeligheden en anden. I dag er han en af de fremmeste kritikere af Kremls jerngreb om den ortodokse kirke.

»Det kunne jeg ikke tale om før, men det kan jeg nu,« siger Vsevolod Tjaplin.

Omfavnelsen mellem kirken og Kreml er blevet stadig tættere de seneste fem år. Vendepunktet var de store regeringskritiske demonstrationer i Moskva i 2011 og 2012. De skræmte Putin og udløste hans politiske modtræk: En nationalkonservativ offensiv, der skulle mobilisere nogle af de næsten 100 millioner russere, der ifølge målinger beskriver sig selv som ortodoks-kristne. De vestlige lande og al deres væsen blev dæmoniseret, og kirken blev fremhævet som et bolværk mod deres skadelige indflydelse.

»Mange euro-atlantiske lande har forladt deres rødder og deres kristne værdier,« sagde Putin i 2013.

»De følger en politik, der ligestiller en familie med mange børn med et homoseksuelt forhold, en tro på Gud med en tro på Satan,« tordnede den russiske præsident.

Snart fulgte love mod såkaldt »homoseksuel propaganda« og et vidtrækkende forbud mod at krænke »troendes følelser«. Den ortodokse kirke deltog i udformningen af begge lovtekster. I samme periode blev medlemmer af den Putin-kritiske punkgruppe Pussy Riot dømt for en larmende, men fredelig protest i Moskvas domkirke. De fik to års fængsel for deres under et minut lange protestaktion mod Putin.

Patriark Kirill kvitterede med en overstrømmende velsignelse af Putin kort før præsidentvalget. Putins regeringstid var et »Guds mirakel«, sagde patriarken.

Og nu skulle man måske tro, at konservative præster som Vsevolod Tjaplin ville være godt tilfredse med at samarbejde så tæt med Kreml. Fra at have været undertrykt og forfulgt i sovjettiden, er kirken i dag inviteret helt ind i magtens haller. For første gang nogensinde holdt patriarken sidste år en tale til det russiske parlament.

Men kirkens konservative stemmer er ikke glade. Spørger man dem, er det nemlig kirken og ikke Kreml, der har bøjet sig bagover. Den har pantsat sin ret til at have en anden holdning end Putin og hans folk, siger Tjaplin.

»Vi skal kritisere magthaverne mere. Vi er blevet vant til at sidde og smile til embedsmændene og fortælle dem behagelige ord,« siger han til Berlingske.

På de indre linjer kom Vsevolod Tjaplin især i konflikt med Putins magtfulde vicestabschef Vjatjeslav Volodin, siger han. Kreml ville i detaljer bestemme, hvad kirken skulle mene, siger Tjaplin.

»Han lytter ikke. Han har ingen tålmodighed med andre holdninger,« siger Tjaplin om Putins nære allierede.

Dermed er kirken endt som et røgelsesduftende heppekor for en russisk præsident, der gør, som det passer ham, lyder Tjaplins analyse.

»Hvis magthaverne ikke reelt ønsker at begrænse abort, så skal vi i kirken kritisere det. Hvis magthaverne lever et dobbeltliv og siger, at de er patrioter, men har deres penge i Vesten, så skal vi kritisere det. Vi ved, at der blandt magthaverne er folk, der bygger deres rigdom på korruption,« siger Vsevolod Tjaplin.

I glimt kan Tjaplin lyde næsten som den Putin-kritiske opposition, der kæmper for demokrati efter vestligt forbillede. Men Tjaplin repræsenterer nærmere et oprør fra den modsatte fløj.

Eftervirkningerne af Putins konservative offensiv har nemlig på mange måder overhalet præsidenten selv. Det militære indgreb i det østlige Ukraine og annekteringen af Krim-halvøen mobiliserede tusinder russiske frivillige, der var optændt af de statslige TV-kanalers påstande om blodtørstige »ukrainske nazister« og nødvendigheden af at beskytte russisktalende uden for Ruslands grænser. Kreml gjorde intet for at overbevise dem om noget andet.

Krim har en »hellig betydning for Rusland, ligesom Tempelbjerget i Jerusalem har for islam og jødedommen,« proklamerede Putin i en tale.

Men modsat Krim endte de oprørske områder i Østukraine i et ingenmandsland med vold, ødelæggelse og uvis fremtid. Putin satte konflikten på pause, og russiske hardlinere og nationalister var rasende. Den uden sammenligning mest berømte oprørsleder, den ultraortodokse monarkist Igor Girkin, beskyldte sidste år Putin for at forråde de pro-russiske oprørere. Han har siden proklameret, at han vil skabe en helt ny politisk bevægelse.

Vsevolod Tjaplin er på samme hold. Han roser Girkin. Flere ministre i Putins regering er modsat en del af en forræderisk »femtekolonne,« siger han.

»Den egentlige femtekolonne sidder i magtens korridorer. Det er folk, der siger smukke ord, men som er bange for at blive uvenner med de vestlige eliter,« siger Vsevolod Tjaplin om ministrene for økonomi, finans og udvikling.

»Du skal vide, at der er tusinder i kirkens rækker, der vil bekæmpe disse mennesker,« siger han.

I kirkens konservative kredse diskuteres det ganske seriøst, hvordan et »ortodokst monarki« kan indføres i Rusland i stedet for Putins styrede demokrati. Rusland bør vende ryggen til de globale økonomiske spilleregler, forbyde banker at opkræve renter, ulovliggøre abort og bandlyse skadelig litteratur og film, mener Tjaplin.

»Spørgsmålet er, om denne elite går af sig selv, eller om de skal udskiftes,« siger han.

Men indtil videre er det ikke masserne, der hører Tjaplin tale. Efter sin fyring er han endt på sortlisten over folk, der ikke må vises i de statslige medier. Præsten, der ville bandlyse usømmelig litteratur, er selv blevet bandlyst.