Putin opfordrer Ukraines hær til at afsætte Zelenskyj

Ukraines politiske ledelse er en bande narkomaner og nynazister, som Rusland ikke kan tale med, siger Putin.

 
Putin kommer med en opsigtsvækkende advarsel i hans tale, som blev sendt ud torsdag nat. Video: AP/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Ruslands præsident, Vladimir Putin, opfordrer i en udtalelse på tv Ukraines hær til at afsætte den ukrainske regering og tage magten i landet.

Putin beskriver Ukraines politiske ledere som »terrorister« og en »bande narkomaner og nynazister«.

Den betegnelse dækker også over præsident Volodymyr Zelenskyj, der er jøde.

Henvendt til det ukrainske militær siger Putin, at soldaterne bør »tage magten i egne hænder«.

»Det bør være nemmere for os at nå til enighed med jer end med denne bande narkomaner og nynazister, der har slået sig ned i Kiev og taget hele det ukrainske folk som gidsler,« siger Putin.

Hans udtalelser faldt under et møde i Ruslands nationale sikkerhedsråd. Mødet blev vist på russisk tv.

Den russiske præsident beskylder også »ukrainske nationalister« for at have kørt tunge våben ind i beboelsesområder i Ukraines større byer. Det sker angiveligt for at provokere Ruslands militær.

Putins påstand kan puste til frygten for, at Ruslands regering leder efter et påskud, den kan bruge at retfærdiggøre civile tab i konflikten.

I en udtalelse fra Bruxelles meddeler NATO fredag aften, at »ingen skal lade sig narre af den russiske regerings byge af løgne«.

Fra ukrainsk side siger Mikhailo Podoljak, der er rådgiver for præsident Zelenskyj, at Ruslands håb er at »sprede kaos«.

Rusland invaderede Ukraine torsdag morgen, og siden har der også udfoldet sig en krig om informationer.

Ukraine meddelte tidligere på dagen, at over 1000 russiske soldater er blevet dræbt siden torsdag morgen.

Putin nævner ikke Ukraines påstand ved mødet i det russiske sikkerhedsråd fredag aften. Foreløbig har Rusland ikke meldt om dræbte soldater på slagmarken.

På mødet roser Putin de russiske styrker for deres indsats i Ukraine. Han siger, at både officerer og soldater har handlet »modigt og professionelt«.

/ritzau/AFP