Putin og Abe kan afslutte Anden Verdenskrig

I 70 år har fire stillehavsøer – kortlagt af en dansk søfarer – forpestet forholdet mellem Rusland og Japan. Nu navigerer Japans premierminister, Shinzo Abe, efter et kompromis med Vladimir Putin.

Den russiske præsident Vladimir Putin og Japans premierminister Shinzo Abe Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Først smilede de japanske gæster. Så spærrede de øjnene op. Ind ad døren til den gyldne sal kom Vladimir Putin, og han var ikke alene. I hælene på ham løb en stor og langpelset hund af den japanske akira-race. Og hunden var ikke ligefrem i perlehumør.

Den skulede til de japanske journalister, der var blevet inviteret til interview i Moskva forud for Putins besøg i Japan. Så gav den hals. Præsidentens hund gøede arrigt og længe, så det rungede dystert i salen, mens japanerne stod ovre ved væggen og smilede stift.

»Jeg kan godt forstå, at I bliver lidt forskrækkede. Hun er en streng hund,« sagde Putin på Kremls officielle optagelse fra interviewet.

Putin ville bare vise, at hunden, som han havde fået i gave af en japansk guvernør for fire år siden, var ved godt helbred, forsikrede han.

De usædvanlige TV-billeder af en gøende hund og de nervøse japanere i Kreml sendte dog samtidig et passende tvetydigt signal forud for Vladimir Putins første præsidentbesøg i Japan i 11 år. Et besøg, som Japans premierminister, Shinzo Abe, ellers har store forventninger til.

På programmet står nemlig den absolut største knast mellem de to lande: striden om fire vindomsuste stillehavsøer i øgruppen Kurilerne. Sovjetunionen erobrede øerne i krigens sidste dage i 1945, og siden har Japans krav på området forhindret de to lande i at underskrive en fredsaftale efter Anden Verdenskrig.

Det bør der nu – med 70 års forsinkelse – laves om på, mener Shinzo Abe. Derfor byder han torsdag og fredag Putin velkommen i sin hjemby, Nagato. Han har lagt tid og diplomatisk knofedt i tilnærmelsen. Den japanske regeringschef drømmer om en traktat, der kan sikre Japan kontrol over to eller flere af de tabte øer til gengæld for massive japanske investeringer i Rusland.

»Jeg går ind i disse forhandlinger med beslutsomhed,« sagde Abe, da han mandag mødte efterkommere af de fordrevne fra øerne.

Putin lægger op til studehandel

Abe tager udgangspunkt i en aftale fra 1956, hvor Sovjetunionen accepterede at afstå de to mindste af øerne, selv om aftalen senere blev forkastet af Japan.

Siden har parterne stået stejlt over for hinanden, og under interviewet gav Vladimir Putin ikke ved dørene.

»Rusland handler ikke med territorier,« sagde præsidenten, hvis eget image er blevet skarpslebet, siden Moskva annekterede den ukrainske Krim-halvø i 2014.

Putin antydede dog omridset af en studehandel, der involverer netop Krim. Et kompromis er således umuligt, så længe Japan fortsat støtter Vestens økonomiske sanktioner mod Rusland for landets indgriben i Ukraine, sagde Putin. Han lagde dermed pres på Abe for at bryde med Vestens fordømmelse af annekteringen.

Men selv en storpolitisk pakkeløsning kan blive mere end svær at sluge i et Rusland, hvor patriotismen vokser, og Putin har lovet at forsvare selv russisktalende uden for grænserne af verdens i forvejen største land.

Forud for besøget synes selv hundediplomatiet nu fastfrosset. Ifølge et japansk parlamentsmedlem har Kreml takket nej til et tilbud om at modtage endnu en akira-hund i gave under besøget.