Iran vil kæmpe imod en verdensorden domineret af USA, og i krigen mod amerikanerne vil Iran sejre.

Det siger Irans præsident, Masoud Pezeshkian, under et møde tirsdag med Vladimir Putin, skriver det statslige russiske nyhedsbureau Tass.

De to holder møde i Kirgisistan, som er vært for et topmøde i regi af netværket Shanghai Cooperation Organization (SCO).

- Vi er her for at kæmpe imod unipolaritet. Vi vil bryde fri af dette unipolære systems begrænsninger. Jeg er sikker på, at vi vil sejre, siger Pezeshkian henvendt til Putin.

Iran har det seneste halve år været i krig med USA.

Den russiske præsident udnytter mødet til at fortælle, at Rusland vil sende hjælp til Iran.

- I denne svære tid forsøger vi at forsyne jer med den nødvendige assistance. Vi har drøftet dette. Vi forsyner jer med de nødvendige ting, siger Putin.

Han uddyber ikke, på hvilken måde Rusland vil støtte Iran.

Ruslands præsident er positiv over for det forståelsespapir, som USA og Iran blev enige om i juni, og som medførte en midlertidig våbenhvile.

Men aftalen har vist sig at være sårbar, påpeger Putin, som lover støtte til sine iranske allierede.

Ifølge Putin beundrer Rusland det iranske folks mod og modstandskraft.

- Vi beundrer jeres mod og modstandskraft, når I forsvarer jeres nationale interesser, siger Putin på mødet.

Foruden Pezeshkian og Putin deltager Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, Indiens premierminister, Narendra Modi, og Pakistans premierminister, Shehbaz Sharif, i topmødet.

RITZAU