Putin kaldte det »rent nonsens«. Nu har russisk ret stadfæstet fængselsdom til danske Dennis

Det danske Jehovas Vidne Dennis Christensen blev i februar dømt til seks år i et russisk fængsel. Han dyrkede sin religion og blev straffet. Torsdag stadfæstede retten dommen i hans appelsag. Nu står mange andre trosfæller over for en lignende skæbne.

RUSSIA-RIGHTS-RELIGION-TRIAL
Danske Dennis Christensen venter på sin dom i den russiske by Oryol 6. Februar, 2019. Fold sammen
Læs mere
Foto: MLADEN ANTONOV / AFP

Danske Dennis Christensen skabte internationale overskrifter, da han i februar blev dømt til seks år i et russisk fængsel. Hans forbrydelse var, at han dyrkede sin religion som Jehovas Vidne. Det gør ham nemlig til ekstremist efter russisk lov.

Berlingske var til stede i retsalen, da den oprindelige dom faldt for godt tre måneder siden. Dengang råbte Dennis Christensen gentagne gange ud i salen, at han ville appellere sagen. Det gjorde han.

Nu har Dennis Christensen tabt igen. Trods kritik fra Udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) og diverse menneskerettighedsorganisationer har den regionale domstol i den russiske by Orjol afvist hans appel og dermed stadfæstet dommen på seks år. Dennis Christensen skal forblive fængslet i Rusland.

I Danmark er Trine Christensen, generalsekretær i Amnesty International Danmark, kritisk:

»Det er ubegribeligt, at man kan blive idømt seks års frihedsberøvelse for at udøve sin religiøse frihed. I Amnesty vil vi fortsat overvåge situationen og protestere og aktionere, hvor det er muligt, og fastholde det pres, som vi – og de næsten 40.000 danskere, der har skrevet under på kravet om Dennis Christensens løsladelse – lægger på Rusland.«

Han skabte præcedens

Dennis Christensen har allerede siddet indespærret i to år, efter han 25. maj 2017 blev anholdt under en politiaktion i organisationens forsamlingshus i Orjol omtrent 400 kilometer fra Moskva.

Jehovas Vidner var kort forinden havnet på en liste over ekstremistiske grupper i Rusland. På samme liste findes blandt andet Hizb-ut-Tahrir samt nynazistiske og militante grupperinger. Det er den russiske efterretningstjeneste FSB, der har efterforsket sagen, og som mener, at danskeren har gjort sig skyldig i at organisere aktiviteter for en religiøs, ekstremistisk gruppe.

Dennis Christensen var det første Jehovas Vidne til at blive dømt efter den nye russiske paragraf. Men han bliver næppe den sidste.

I dag står 197 Jehovas Vidner over for straffesager i Rusland, og tallet stiger hver uge.

Et lavpunkt for sagerne mod Jehovas Vidner kom tidligere på året, da syv mænd anklagede politiet for at torturere dem med blandt andet elektrochok og kvælning med en pose over hovedet. Lokale russiske myndigheder i byen Surgut afviste anklagerne og sagde blandt andet, at mændenes brandsår og skader måtte være selvforskyldte.

Ifølge gruppens internationale talsmand Jarrod Lopes har der alene i 2019 været mere end 100 ransagninger, hvor et andet Jehovas Vidne nu også er blevet dømt.

I begyndelsen af februar, da Dennis Christensen blev dømt i retten, pegede religionsforsker Roman Lunkin fra de russiske Videnskabernes Akademi på, at myndighedernes indsats mod Jehovas Vidner først og fremmest havde til formål at minimere amerikansk og vestlig indflydelse i Rusland.

»Jehovas Vidner har baggrund i USA, og man frygter fra russisk side, at de eksempelvis kan anvendes til spionage. Derfor forsøger man at statuere et eksempel over for udenlandske missionærer generelt,« sagde han til Berlingske.

Mister Putin sin magt?

Sagen om danske Dennis Christensen har fået eksperter til at spekulere på, om dette er et tegn på, at præsident Vladimir Putin er ved at miste sin magt. For i slutningen af 2018, da danskeren sad varetægtsfængslet, sagde Putin, at forfølgelsen af Jehovas Vidner var »rent nonsens«. Alligevel er indsatsen mod den religiøse gruppe blevet optrappet og præsidentens ord ignoreret.

Det var i en samtale med den politiske analytiker Ekaterina Schulmann, at Putin kaldte forfølgelsen »nonsens«. Hun peger på, at både tilhængere og modstandere af præsident Putin overdriver hans magt.

»Dette er ikke et personligt kørende imperium, men en enorm og svært-at-administrere bureaukratisk maskine med sine egne interne regler og principper,« sagde hun til The New York Times tidligere på foråret.

»Det sker igen og igen, at præsidenten siger noget, og så sker der intet, eller modsat,« konstaterede hun.

Dennis Christensen fik ikke noget ud af at anke sin dom på seks års fængsel for at være Jehovas Vidne. Fold sammen
Læs mere
Foto: Foto: Mladen Antonov/AFP/Ritzau Scanpix .