Putin i brev til Kina: »Vi har store forventninger«

Russiske og kinesiske medier bragte søndag breve fra Vladimir Putin og Xi Jinping. Det skete forud for den kinesiske præsidents besøg i Rusland i dag.

Xi Jinping rejser i dag til Rusland for at mødes med Putin. De to ledere skal blandt andet drøfte et strategisk samarbejde mellem Rusland og Kina. Noel Celis/Mikhail Metzel/AFP/Ritzau Scanpix

Kinas præsident, Xi Jinping, lander senere i dag i Rusland, hvor han er på statsbesøg indtil på onsdag.

Det sker efter invitation fra den russiske præsident, Vladimir Putin.

De to ledere skal blandt andet drøfte et strategisk samarbejde mellem Rusland og Kina.

Forud for mødet har Putin skrevet et brev til Kina. Det brev blev bragt i kinesiske medier søndag. Xi Jinping har også skrevet et brev til Rusland.

»Vi har store forventninger til de kommende samtaler. Vi er ikke i tvivl om, at de vil give et nyt kraftigt skub til vores bilaterale samarbejde i dets helhed. Det er også en fantastisk for mig for at mødes med min gode gamle ven, som vi har det varmeste forhold til,« skriver Putin i brevet.

Den russiske præsident kalder Rusland og Kina »magtfulde nationer med ældgamle og unikke traditioner og en enorm kulturarv« og hævder, at relationerne mellem de to lande er »hjørnestenen« i forhold til at sikre »regional og global stabilitet«:

»De er et eksempel på et harmonisk og konstruktivt samarbejde mellem førende magter.«

Xi Jinping opfordrer i sit brev, der er blevet bragt i avisen Rossiyskaya Gazeta, til, at verden finder en »pragmatisk« løsning på krigen i Ukraine.

»Vi er overbeviste om, at der vil blive fundet en rationel vej ud af den ukrainske krise og en vej til varig fred og universel sikkerhed i verden,« skriver Xi Jinping ifølge Reuters.

Efter planen skal Xi og Putin mødes på tomandshånd mandag, inden de går videre til forhandlinger tirsdag. Det har Putins øverste udenrigspolitiske rådgiver oplyst til russiske medier.

Det er ventet, at de to præsidenter vil underskrive en aftale om »at styrke det omfattende partnerskab og de strategiske relationer«, lyder det fra Kreml.