Putin: Handlen mellem Rusland og De Forenede Arabiske Emirater er tredoblet de sidste tre år

Den russiske præsident, Vladimir Putin, siger, at handlen mellem Rusland og De Forenede Arabiske Emirater er tredoblet i løbet af de sidste tre år.

Den russiske præsident, Vladimir Putin, sammen med præsidenten for De Forenede Arabiske Emirater, Sheik Mohammed bin Zayed al-Nahyan, i Moskva. Sputnik/Via Sputnik/Ritzau Scanpix

Handel mellem Rusland og De Forenede Arabiske Emirater er tredoblet over de seneste tre år.

Det siger Ruslands præsident, Vladimir Putin, mens han havde besøg af præsidenten for De Forenede Arabiske Emirater, Sheik Mohammed bin Zayed al-Nahyan, i Moskva.

Det skriver Bloomberg.

Rusland og De Forenede Arabiske Emirater har gennem bilaterale investeringer opnået over 48 milliarder danske kroner. Det sagde Putin i en bemærkning, der blev publiceret på Kremls hjemmeside søndag.

»Alle vores aftaler bliver implementeret. Og vores relationer kan ses som et strategisk partnerskab. I de sidste tre år er vores handel steget med tre gange,« sagde Putin under et møde med sheiken, skriver det russiske statsejede medie Tass.

Handlen faldt en smule i de første syv måneder af dette år, sagde Putin og tilføjede, at de to ledere vil diskutere sagen i deres forhandlinger sammen, skriver Bloomberg.

Sheik Mohammed bin Zayed al-Nahyans besøg i Moskva kommer, i forbindelse med at de to ledere ud over at tale om handel også skal diskutere Ukraine og konflikten i Mellemøsten, som Putin kalder »meget kompliceret«.

Putin har også takket Sheik Mohammed bin Zayed al-Nahyan for at mediere mellem Rusland og Ukraine i forhold til fangeudveksling.

Handlen mellem de to lande er kun blevet bedre efter Ruslands invasion af Ukraine, skriver Bloomberg.

Ifølge en erklæring fra Kreml vil De Forenede Arabiske Emirater udbygge og styrke deres bilaterale relationer med Rusland. Det siger Sheik Mohammed bin Zayed al-Nahyan ifølge Bloomberg.

Rusland mistede mange vigtige handelspartnere i store dele af Vesten efter deres invasion af Ukraine, som forårsagede sanktioner mod dem. Dermed er De Forenede Arabiske Emirater en af de få og vigtige handelspartnere, som Rusland har tilbage.

De Forenede Arabiske Emirater er Ruslands vigtigste handelspartner blandt de arabiske lande. Rusland eksporterer diamanter, guld og olieprodukter til De Forenede Arabiske Emirater, og omvendt bliver der importeret computere og andet teknologisk udstyr som hovedtelefoner til Rusland.