»Putin frygter russerne – og det gør han klogt i«

Vladimir Putin har beriget sig og sine for groft og har for meget blod på hænderne til at risikere at afgive magten. Det mener den russiske satiriker Viktor Sjenderovitj, der selv har fået Putins vrede at føle.

Den russiske satiriker Viktor Sjenderovitj. Arkivfoto: Grigory Dukor Fold sammen
Læs mere

Han var en af Ruslands mest fremtrædende satirikere, men så lagde han sig ud med Vladimir Putin. I dag optræder Viktor Sjenderovitj mestendels i udlandet og er med egne ord marginaliseret i Rusland.

Hvordan har forholdene for dit professionelle virke ændret sig, efter at Putin kom til magten? Især efter Krim og krigene i Ukraine og Syrien?

»Min forvandling fra »TV-stjerne« til udstødt kunstner begyndte i 2000, helt i begyndelsen af Putins præsidentperiode. Mit første aflyste show i Rusland daterer sig til vinteren samme år. På samme tid, i begyndelsen af 2001, blev jeg Vladimir Putins personlige fjende, hvilket jeg straks blev gjort opmærksom på af folk, der ved, hvad det sker bag kulisserne.

Årsagen var det satiriske TV-program »Dukker« (en russisk pendant til det britiske dukkeshow »Spitting Image« red.), som blev vist på NTV i 1995-2001. Det var et meget populært program, som gjorde grin med alle politikerne. Selv i Jeltsins tid blev der ført to retssager mod programmet for »fornærmelser af embedsmænd«. Hverken »Dukker« eller den uafhængige TV-station NTV overlevede Putins opdukken i Kreml. Putin kunne ikke tåle programmet, og i tilbageblik kan jeg sige, at vi allerede dengang ramte plet i karakteristikken af ham som politisk figur, endda mere, end vi havde ønsket.

Henimod sommeren 2003 blev der lukket og slukket for alt, hvad der hed uafhængigt TV i Rusland, men jeg selv kunne i endnu godt ti år fra tid til anden mødes med mit publikum til litterære aftener og også udgive bøger.«

Fuldstændig marginaliseret i Rusland

»I februar 2014 tog historien en ny drejning: Dét, der denne gang udløste krisen, var min tekst, hvori jeg sammenlignede olympiaden i Berlin i 1936 med legene i Sochi. Jeg nævnte i artiklen Hitlers annektering af Sudeterlandet. Og jeg opstillede den hypotese, at den hidtil usete folkelige begejstring og opbakning omkring en »Führer« i vores tilfælde ville kunne blive rettet imod helt andre og frygtelige mål end legene i Sochi.

Og igen ramte jeg Putin lige i nerven, stærkere end forventet: Erobringen af Krim skete ikke to år efter OL i Berlin, som det skete for Sudeterlandet, men blot to uger efter starten på OL i Sochi. På det tidspunkt, da jeg offentliggjorde min artikel, havde jeg ingen anelse om statens planer og blev derfor meget overrasket over graden af aggression imod mig.

Det statslige TV gjorde mig til genstand for personlige angreb, og fra kategorien »marginaliseret kunstner« gik jeg nu til at få status af »statsfjende.« Det var en veritabel massakre: fornærmelser fra TV, TVs indtrængen i mit privatliv, trusler og provokationer.

I dag er jeg i Rusland fuldstændigt marginaliseret, hvilket paradoksalt nok har ført til en stigning i min turnévirksomhed uden for landets grænser: En overvældende del af mit publikum i udlandet er nye putin’ske emigranter. Deres antal vokser støt. Der er nok allerede millioner af dem. Det er disse mennesker, jeg møder til mine litteraturaftener, som nu afholdes fra Warszawa til Vancouver. Hvor som helst, bare ikke i Moskva, St. Petersburg, Saratov. Denne intellektuelle blodstyrtning, som i omfang allerede nu kan måle sig med flugten fra bolsjevikkerne efter revolutionen, vil komme til at koste Rusland dyrt.«

I modsætning til dig har mange af dine kolleger været i stand til at tilpasse sig og arbejder i øjeblikket med succes i Rusland. De vises på TV, de optræder rundt i Rusland, modtager priser fra den russiske stat, mens du kun kan mødes med din målgruppe i udlandet. Har du fortrudt, at du dengang ikke gik på kompromis med Kreml og ikke selv stoppede dit satireprogram i TV, hvor Putin blev latterliggjort?

»Det ville have været temmelig underligt, hvis jeg havde fortrudt mit valg. Satire er altid det første, der kommer under totalitarismens kniv. Lenin ville udvise Mikhail Zamjatin (Orwells forløber, forfatter til romanen »Vi«, red.), Hitler hadede Chaplin, Stalin fordømte Zosjtjenko osv. Også i tilfældet med »Charlie Hebdo« blev målet for angreb valgt perfekt: Voltaires land med Voltaires traditioner er hovedfjenden for enhver fundamentalisme. I mit tilfælde var et kompromis med Putin helt umuligt: Kreml talte helt fra begyndelsen i ultimatummer. Man kunne kun gå i deres tjeneste – eller blive deres fjende.

Et alternativ til mit valg, som det har vist sig i praksis, ville have været fuldstændigt katastrofalt. Mange af mine kolleger, der blev PR-tjenere for Putin, degraderedes hurtigt og faldt ud af listen over anstændige mennesker. Jeg synes selv, at mit nuværende liv er ganske harmonisk. Jeg kan ikke gøre det, jeg gerne vil, til gengæld kan jeg lade være med at gøre det, som byder mig imod – og det er et kæmpe privilegium i et autoritært land.«

Du har hævdet, at Putins høje rating i meningsmålingerne snarere er et tegn på regimets nært forestående kollaps end på dets succes. Vi har set, hvad sådanne udsagn resulterer i, f.eks under Gaddafi, Ceaușescu, Mussolini osv. Men i betragtning af det enorme pres, der bliver lagt på nogle af dem, der åbenlyst kritiserer Putins regime, og de konstante trusler og intimideringer – har du så overvejet at forlade Rusland ud fra simpel selvopholdelsesdrift?

»Om jeg er bange? Jeg har i det mindste en klar forestilling om, hvilken modstander vi har med at gøre, og jeg er ikke i tvivl om, at mord for Putins inderkreds og for ham selv kun er et spørgsmål om hensigtsmæssighed og intet andet. Politkovskaja, Litvinenko, Estemirova, Nemtsov (stemmer, der talte Putin imod og siden blev myrdet, red.). Blandt vores guvernører, senatorer og medlemmer af den russiske Duma er der mordere, hvis navne er kendt af alle. Og offentlighedens bestialske ligegyldighed over for det, som i sidste ende er dens egen sikkerhed, er måske den mest slående indikator på dagens russiske katastrofe, som først og fremmest er en mental katastrofe.Først når (eller hvis) afskyen og frygten tager overhånd, forlader jeg landet.«

Den farlige 90-procent-opbakning

Ifølge de russiske meningsmålinger står Vladimir Putin tilsyneladende til en opbakning på hele 90 procent. Viktor Sjenderovitj mener, at det siger mere om systemet end om Putin.

»Sociologi findes ikke og kan ikke eksistere i et totalitært samfund. Putins »90 procent« er en rating baseret på frygt, eufori og i høj grad på »Stockholm-syndromet« (hvor gidsler fatter sympati for deres gidseltagere, red.). I Nordkorea er ratingen 100 procent, og fremkomsten af de næste Kim’er får folk til hvine af fryd. De hviner for at overdøve deres frygt.

Lad os prøve at nævne de regimer, der har nået disse svimlende højder, »90 plus.« Bare at tælle dem på fingrene: det kommunistiske Sovjetunionen, Nazi-Tyskland, Gaddafis Jamahiriya, den endeløse rækker af Kim’er i Nordkorea, Uzbekistan, Zimbabwe. Det er et ærværdigt selskab, russerne er havnet i, må man sige.

I Putins sted ville jeg blive dybt foruroliget ved meddelelsen om denne 90-procents rating, og så småt begynde at bygge mig et forsvarsværk, for det er ofte en meget trist skæbne, som rammer ledere med en sådan rating. En uge før sin død havde Ceaușescu en rating på 94 procent, og derefter blev han skudt uden rettergang. Og at dømme efter den hastighed, hvormed Putin bygger sine forsvarsværker og bruger enorme summer på sine personlige livvagter, er han udmærket klar over, at de 90 procent hviler på meget usikker og vaklende grund. Han frygter russerne, og det gør han klogt i.

Hvis Putin skulle overleve til en tid med forandringer og omsider blive væltet og sat på anklagebænken, ville der ikke være en eneste, der ville træde frem og forsvare ham. Men jeg tvivler stærkt på, at hans medskyldige ville lade det komme så vidt.«

Gadaffi-model eller Nordkorea-model

Er der efter din mening en vej ud af det kollaps, som Rusland befinder sig i?

»Desværre er der ingen lyse udsigter. Putin har selv tilintetggjort alle de demokratiske værktøjer, der er nødvendige for et legitimt magtskifte, og som giver en tidligere statsleder mulighed for på fredelig vis at indgå i en ny virkelighed. Men Putin har beriget sig og sine for groft og har for meget blod på hænderne til at risikere at afgive magten. Historien giver os to varianter: enten eksplosion eller total degradering. Det vil sige »Ceaușes-cu-Gaddafi«-modellen eller »Zimbabwe-Nordkorea«-modellen.

Men dagens Putin er tvunget til at satse og bluffe. Han tabte alt, da han i 2014 besluttede sig for det ukrainske eventyr. Økonomien stagnerer, rublen er kollapset, der er ingen investeringer, stabiliseringsfondene er ved at løbe tør, der er kapitalflugt og brain-drain – alt dette er uden fortilfælde. Og midt i alt det er den imperialistiske drøm om Novorossija (»Nyrusland«, altså Krim-halvøen og Donbass i det sydøstlige Ukraine), den drøm, som satte det hele i gang, er lige så stille gået i glemmebogen.

Altså har regimet jævnligt brug for en ny krig – af to forskellige, men indbyrdes sammenhængende grunde: 1. At få et nyt instrument til at skabe en nation af zombier. 2. At få en trumf i relationen til Vesten. Efter Syrien blev Obama og andre vestlige ledere tvunget til at gå i dialog med Putin, og det bliver nu i propagandaen fremstillet som en sejr for Rusland, som afslutningen på den internationale isolation.

Så længe Putin sidder på magten, er der desværre ikke udsigt til, at Rusland stopper sin magtafpresning. Af en eneste banal grund: Det er ikke rentabelt for Putin selv. Men jeg vover ikke at give de vestlige ledere nogen råd, jeg håber bare, at de i det mindste forstår realiteterne«, siger Sjenderovitj.

Sonja Vesterholt, født 1945 i USSR. Kom til Danmark i 1970. Er filminstruktør og -producer og forfatter til bogen »Hunden er rask«, der også har spillet som teaterstykke på Folketeatret.