Putin: Fra paria til partner

Rusland har vundet igen. Og som sædvanlig ikke ved at gøre sig selv til en del af løsningen. Men ved at gøre sig selv til en del af problemet.

Ved at flyve bombetogter i Syrien nu – om det så er ganske få – skaber Putin en risiko for, at amerikanske og russiske militære enheder kan støde sammen. Fold sammen
Læs mere
Foto: SERGEI GUNEYEV /RIA NOVOSTI / KR

Ruslands præsident Vladimir Putin har igen demonstreret, at magt ikke er noget, man har. I storpolitik er magt noget, man ta’r.

De seneste dage har Rusland svunget dirigentstokken på verdenssamfundets generalforsamling med sit forslag om en international storkoalition, der – med et nyt FN-mandat i ryggen - skal bekæmpe Islamisk Stat, IS, i Syrien. Pludselig er Putin gået fra paria til partner: Han mødes til bilateralt topmøde med en træt Obama, som forsikrer, at USA skam er indstillet på at samarbejde med Rusland i Syrien, eftersom der ikke bliver nogen ordentlig løsning i Syrien uden Putin. Og ja, det er den Putin, vi taler om: Ham, Vesten smed ud af G8 og fører handelskrig mod, fordi han har annekteret Krim. Så hvad er der sket?

Der er sket det, at det som sædvanlig er lykkedes Putin at vende sin svaghed til styrke.

Som udgangspunkt har Rusland nemlig ikke meget at bidrage med militært i Syrien. Rusland tilbyder jo ikke at indsætte en invasionshær, som USA gjorde det i Afghanistan og senere i Irak. Slet ikke. Russiske landtropper er ikke på tale. Nej, Rusland tilbyder såmænd blot at gøre det, som USA i koalition med Saudi Arabien, Jordan, Qatar, Tyrkiet, Frankrig og Storbritannien allerede gør: At bombe Islamisk Stat i Syrien.

De senere ugers forlydender om at Rusland nu er gået all in i Syrien med mandskab og materiel er overdrevne. Det lyder måske af meget med et par tusind mand, primært teknikere og militære rådgivere, 25 kampfly, 15 kamphelikoptere og snesevis af kampvogne. Men som den russiske militæranalytiker Pavel Felgengauer har gjort opmærksom på, forslår det som en skrædder i helvedet, hvis Islamisk Stat skal nedkæmpes. Hertil skal bruges mindst 100.000 mand. Den russiske indsats kan højst bruges til at levetidsforlænge Assad, der efter en række militære nederlag efterhånden kun kontrollerer en mindre del af det vestlige Syrien.

Netop derfor har Rusland oversolgt sin militære offensiv i Syrien: For at vise USA at Rusland er en magtfaktor i regionen, om ikke i kraft af sin militære styrke, så i kraft af sin uberegnelighed. Som russisk hersker kender Putin magtens vigtigste komponenter: Beslutning, brutalitet og uberegnelighed. Amerikanerne skal forstå, at Assad forbliver ved magten, så længe Rusland ønsker det.

Og det kan amerikanerne ikke tillade sig at se bort fra på grund af de vedholdende rygter om, at Rusland allerede for flere måneder siden har leveret avancerede S-300 luftværnsmissiler, der kan skyde kampfly ned. Man vil bemærke, at Islamisk Stat ikke har nogen kampfly, der skal skydes ned.

Senest har den statslige russiske nyhedstjeneste Sputnik også sørget for, at hele verden er blevet klar over – såmænd også med nyhedstelegrammer i Danmark – at Assads regeringsstyrker i august skød et israelsk, amerikansk fabrikeret F-16 kampfly ned, der var på bombetogt ved Damaskus.

Ved at flyve bombetogter i Syrien nu – om det så er ganske få – skaber Rusland en risiko for, at amerikanske og russiske militære enheder kan støde sammen. Det tvinger amerikanerne til fremover at koordinere deres angreb med Rusland, alt andet ville være uansvarligt på grund af S-300 missilerne; og derved får Rusland indsigt i, hvad amerikanerne foretager sig. Beskeden er umisforståelig: Hvis Obama vil undgå, at amerikanske fly bliver skudt ned, må han hellere informere russerne. Det ville være trist, hvis han skulle have dyrebare amerikanske liv på samvittigheden, blot fordi han var for dumstædig.

Og Obama har forstået det. I går forhandlede den amerikanske udenrigsminister John Kerry på livet løs med sin russiske modpart Sergej Lavrov, og de fortsætter i dag. For verden er træt af krig i Syrien, der destabiliserer ikke bare hele den arabiske verden, men også EU, der er kastet ud i sin største krise nogensinde på grund af flygtningestrømmen.

Også personligt har Obama brug for noget, der ligner en fredsløsning meget snart: Han er trods alt den eneste amerikanske præsident, der har modtaget Nobels Fredspris i sit allerførste regeringsår – på forventet efterbevilling. Han skulle nødig efterlade verden som et værre sted, end han overtog den, når han går af om et års tid.

Tilbage står, at Rusland har vundet igen. Og som sædvanlig ikke ved at gøre sig selv til en del af løsningen. Men ved at gøre sig selv til en del af problemet.