»En sjælden gæst« introducerede Vladimir Putins pressesekretær, Dmitrij Peskov, BBC-journalisten Steve Rosenberg som.
Det er nemlig ikke mange vestlige journalister, der har fået mulighed for at stille Ruslands præsident et spørgsmål, siden landet invaderede Ukraine for mere end to et halvt år siden.
Men det fik Steve Rosenberg mulighed for ved et pressemøde i den russiske by Kasan, hvor Rusland er vært for BRIKS-mødet.
BRIKS er en interesseorganisation, der består af de fem store vækstøkonomier. Det er Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika – heraf kommer navnet BRIKS.
Rosenberg, der er Ruslandsredaktør på det britiske medie, spurgte Putin om »regional stabilitet«, »sikkerhed« og »en fair verden« i forhold til krigen i Ukraine.
»Hvordan passer det til Ruslands handlinger de sidste to et halvt år med de russiske tropper, som invaderer Ukraine? Hvor er retfærdighed, stabilitet og sikkerhed, inklusive Ruslands sikkerhed?« lød det fra Steve Rosenberg.
Hertil svarede Vladimir Putin, at NATOS ekspansion »krænker« den russiske sikkerhed.
»Er det retfærdigt, hvad angår sikkerhed, at vores gentagne appeller til partnerne om ikke at udvide NATO mod øst er blevet ignoreret i årevis?« spurgte Putin retorisk.
Du kan se hele spørgsmål-svarudvekslingen i videoklippet øverst i artiklen.