Ligesom i 2025 har Ruslands præsident, Vladimir Putin, erklæret en kortvarig våbenhvile i forbindelse med den ortodokse påskehøjtid.

Det skriver det statslige russiske nyhedsbureau Tass.

Våbenhvilen varer fra lørdag 11. april klokken 15 dansk tid til slutningen af dagen 12. april.

Ifølge den ortodokse kalender, der er dominerende i både Rusland og Ukraine, falder påsken i år netop 12. april.

I en erklæring fra Kreml lyder det ifølge Reuters, at man fra russisk side forventer at Ukraine følger trop og ligeledes erklærer en kort våbenhvile i forbindelse med højtiden.

Ukraine har endnu ikke kommenteret på den russiske udmelding om en midlertidig våbenhvile.

Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, har i mere end en uge foreslået en våbenhvile under den netop overståede romersk-katolske og protestantiske påske.

Det afviste Rusland, som gennemførte omfattende angreb mod store dele af landet.

- Russerne har kun intensiveret deres angreb og forvandlet det, der burde have været stilhed i himlen, til en eskalering i påsken, har Zelenskyj tidligere skrevet på X.

I lørdags blev mindst fem personer dræbt og yderligere 19 såret i et russisk droneangreb mod den ukrainske by Nikopol.

For Putin er den ortodokse tro ifølge Reuters en vigtig del af hans verdenssyn, og han deltager altid i gudstjenester i forbindelse med større højtider.

Det samme gjaldt i 2025, hvor han få timer efter at have erklæret en påskevåbenhvile deltog i en påskegudstjeneste i Moskvas hovedkirke, Kristi Frelser-katedralen.

Påskegudstjenesten blev afholdt af lederen af den russiske ortodokse kirke, patriarken Kirill af Moskva. Kirill har været Putins trofaste støtte siden sin indsættelse i 2009 og har udtalt sin støtte til krigen i Ukraine.

Putin deltog i påskegudstjenesten sammen med Moskvas borgmester, Sergej Sobjanin

For ortodokse russere er påsken den vigtigste religiøse højtid.

/ritzau/