Putin banker hovedet mod Trump-muren

Putin banker hovedet mod Trump-muren Fold sammen
Læs mere
Foto: JORGE SILVA

De har ulmet længe, men efter det nylige topmøde i Vietnam fik de russiske frustrationer frit løb. Set fra Moskva var det hurtige håndtryk mellem Donald Trump og Vladimir Putin i bedste fald en skuffelse og i værste fald direkte ydmygende.

Mens amerikanske kommentatorer zoomede ind på Trumps troskyldige videregivelse af Putins forsikringer om ikke- indblanding i det amerikanske valg, lå de russiske forventninger nemlig et ganske andet sted.

Russiske diplomater havde i ugerne op til topmødet arbejdet intenst på at få et formelt møde mellem de to statsledere i stand. De var stensikre på, at det ville lykkes, og før Putins afrejse til Vietnam udsendte Rusland en officiel meddelelse om mødet. Det gav smerteligt bagslag, da Trumps talsperson få timer senere sagde det modsatte. Der var ikke planlagt noget møde. Men det kunne da godt være, at de to ville bumpe ind i hinanden under topmødet sådan helt uformelt, lød det.

Siden fulgte hektisk aktivitet i kulissen. Russiske og amerikanske diplomater forsøgte at finde et kompromis mellem et stående håndtryk og et mødebord. Resultatet blev nærmere det første, og det var ikke det, Vladimir Putin var rejst til Vietnam for.

Da den russiske udenrigsminister kort efter trådte frem på russisk TV, bad han irriteret journalisten om at »spørge amerikanerne om«, hvorfor mødet ikke fandt sted. »Amerikanerne viste ingen fleksibilitet, og desværre tilbød de ingen alternative forslag,« istemte Putins talsmand, Dmitrij Peskov. Trump og Putin fik dog givet hånd indtil flere gange, hvilket gav mulighed for de korte samtaler, der senere fik Trump på glatis.

For hans modstandere hjemme i USA klingede bemærkningen af, at Putin igen var løbet om hjørner med ham. Set fra Moskva afspejlede episoden nærmere dybden af krisen i forholdet.

Kreml havde efter alt at dømme lagt op til substantielle drøftelser om Syrien. Putin havde forud for det ventede møde besøgt ledere fra Tyrkiet og Iran.

Ifølge analytikeren Aleksandr Sjumilin ville Moskva lodde muligheden for at nedtrappe sin tilstede­værelse i Syrien og i bedste fald sikre Trumps opbakning til Putins overordnede tilgang til konflikten, nemlig at Bashar al-Assad er løsningen på de fleste problemer.

Det sidste ville have været en diplomatisk sejr for Moskva. Derfor begræd det regerende parti naturligt nok, at forhandlingspapirerne knapt blev pakket ud af kufferten.

Det var ikke forventningen for et år siden, da mindst én russisk partileder fejrede Trumps valgsejr med champagne i landets parlament. I stedet har den pågående undersøgelse af indblanding i det amerikanske valg gjort Rusland så politisk giftigt for Trump, at Moskva-politikere nu taler om en forværring snarere end en forbedring af forholdet siden Barack Obama.

Simon Kruse er Berlingskes korrespondent i Moskva