Pukkelhvaler undslipper Japans harpuner

50 pukkelhvaler skal alligevel ikke ende som "videnskabelig fangst" og siden på japanske middagsborde. Japan vil kun fange vågehvaler og finhvaler i år.

Japan vil alligevel ikke fange de planlagte 50 pukkelhvaler under årets togt til farvandene omkring Antarktis. Det oplyser en talsmand for regeringen.

Den japanske hvalfangerflåde, som afsejlede mod Sydpolen i november, vil dog stadig dræbe 985 hvaler - nemlig 935 vågehvaler og 50 finhvaler, som er opført på rødlisten over truede arter af IUCN, Den Internationale Naturbeskyttelsesorganisation.

Det japanske skridt kommer, efter at Australiens hvalfangstkritiske regering onsdag meddelte, at den vil sende et fiskeriinspektionsskib af sted for at samle beviser til en mulig sag ved Den Internationale Domstol for at få stoppet Japans årlige fangst. Japans planer om også at fange 50 pukkelhvaler vakte bestyrtelse hos miljøforkæmpere. Pukkelhvalen er opført som sårbar art på CITES-Listen, der regulerer salg af produkter fra truede dyr og planter.

Pukkelhvalen blev jaget til nær udryddelse, indtil den blev fredet af Den Internationale Hvalfangstkommission i 1966.

/ritzau/