PS fra BEIJING Telefonspam på kinesisk

Kineserne har store problemer med spam. På mobiltelefoner. Hvor SMSerne reklamerer for eksempelvis falske dokumenter, våben og harmoniske byer.

Tegning: Jens Hage Fold sammen
Læs mere

For få år siden var der store problemer med spam og mobiltelefoner i Kina. Hver dag fik de fleste abonnenter en eller flere SMSer, som reklamerede for alt fra salg af forsikringer, våben eller diverse mere eller mindre intime serviceydelser.

Et eksempel.

»Vores selskab tilbyder lån, og vi sælger våben, falsk valuta, date rape drugs, stjålne køretøjer og overvågningsudstyr. Vi tilbyder forskellige services som privatdetektiver, og vi kan tilbyde dig at få hævn over andre. Vi kan også udstede dokumenter til at få adgang til internettet, nummerplader til biler og enhver form for fakturaer.«

Eksemplet kommer fra eswn.com, og det er nogle år gammelt. Men SMSen har det hele og er et godt eksempel på, hvad de kan tilbyde.

Hvorfor er SMS-spam så stort et problem? Af to grunde. For det første: Spammerne kan tjene penge på det, for folk bliver ved med at svare på dem. For det andet: Forbrugerne nyder på ingen måder nogen form for beskyttelse.

Teleselskaberne har kort sagt hverken lovmæssige eller moralske skrupler over at sælge lange lister af mobilnumre til alle og enhver, der vil betale for det.

Derfor bliver SMSer også brugt på en måde, som man ikke ville se i Danmark. I slutningen af december undskyldte de 21 mejerier, der er involverede i mælkeskandalen, via en SMS der blev sendt til millioner af abonnenter. Hvorefter de ønskede godt nytår.

Der er også utallige andre former for mobil-spam. For eksempel ringer din mobiltelefon, men røret bliver lagt på, inden du kan nå at svare. Når du så ringer tilbage, får du en telefonsvarer i røret. Der reklamerer for eksempelvis et eller andet ulovligt lotteri. Eller du har ringet til et nummer, hvor minuttaksten er højere end en aktiehandlers bonus på Wall Street.

Forbrugerne er kort sagt ualmindeligt dårligt beskyttede. Selvom det er blevet bedre. For nogle år siden begyndte myndighederne at tage problemet seriøst og slå ned på spammerne.

Men det er stadig et problem. Friske tal fra Ministry of Industry and Information viser ifølge nyhedsbureauet Xinhua, at kinesiske mobilbrugere i gennemsnit modtog ti spam-SMSer i 2008. Hver uge.

Så det fortsætter. Selv får jeg heldigvis ikke ti om ugen. Men det svinger. Den seneste lød sådan her: »Mor og far: Jeg blev anholdt af politiet, da jeg havde sex med en person af det modsatte køn. Send 5.000 yuan til min ven Qiu Shihong: 6228 4811 0049 7909 819 i morgen tidlig. Jeg forklarer nærmere, når jeg er blevet løsladt.«

SMS bliver også brugt, hvis man rejser fra en provins til en anden. På samme måde som når man krydser en landegrænse i Europa. Næsten. Indholdet er lidt anderledes.

Her er en SMS, som jeg fik for nogle måneder siden, hvor jeg besøgte Dongguan, der ligger i Guangdong provinsen: »Civiliserede Dongguan byder dig velkommen. Dongguan bliver mere civiliseret på grund af dig. Dongguan konkurrerer om at blive National Civiliseret By, og vi håber på, at du vil støtte os. Lad os hånd i hånd opbygge civilisationen og nyde harmonien.«