Prygelknabe

FNs nye generalsekretær er blevet klappet ind, men går det som mange af hans forgængere, lempes han ud ad bagdøren om fem-ti år. Det er kedeligt, men tilsyneladende uomgængeligt. FN er for USA, hvad EU er for Europa: En praktisk prygelknabe.

Nytåret, henrettelsen af Saddam Hussein og den katolske kirkes forsøg på at indsætte en tidligere stikker som ærkebiskop over Warszawa har i nogen grad fjernet opmærksomheden fra andre vigtige tildragelser de seneste par uger. En af dem hedder Ban Ki-Moon. Han er FNs nye generalsekretær og udnævnt med støtte fra USA. Et godt gæt er, at amerikanerne om ikke så længe hellere vil se hans hæl end hans tå.

Sådan har det været med en stor del af hans forgængere. De modtages med flag og fanfare, og efter fem-ti år lempes de ud ad bagdøren. Det er som en forbandelse, ikke ulig den, der i reglen rammer amerikanske præsidenter, hvis de genvælges. Deres anden periode er oftest en katastrofe. Den nuværende beboer af Det Hvide Hus skuffer ikke i den henseende.

DET MEST OPLAGTE EKSEMPEL er Boutros Boutros-Ghali. Han var generalsekretær for FN 1992-1996 og ikke værre end så mange andre på den post. Måske var han endda en smule bedre, selv om han blev beskyldt for solkongemanerer. For amerikanerne blev han en hadefigur. Udenrigsminister Madeleine Albright behandlede ham med alle tegn på væmmelse. Præsident Clinton lod udbrede, at Boutros-Ghali alene var ansvarlig for, at 18 amerikanske soldater døde i Somalia 1993. Tre år efter gjorde Republikanernes præsidentkandidat Robert Dole sig lystig over egypterens navn. »Bou-Bou-Ghali«, råbte han på vælgermøder fra New Hampshire til Californien.

Under Clinton nægtede USA at forlænge Boutros-Ghalis mandat, så 1997 fulgte Kofi Annan. Han blev klappet ind, men Washingtons entusiasme var betydelig kølnet, da han for en halv snes dage siden afleverede regalierne.

HVERKEN BOUTROS-GHALI, ANNAN eller andre generalsekretærer har opereret fejlfrit, men det har amerikanske præsidenter heller ikke, så det kan ikke være derfor, de falder i unåde. Vreden plejer at indtræffe, når en generalsekretær antyder, at han ikke er enig med USA i et og alt, og måske begynder at tage selvstændige initiativer. En ny - amerikansk - bog om FN har netop genoplivet en anekdote om U Thant, generalsekretær 1961-1971, der under Vietnamkrigen søgte at oprette en diskret forbindelse til det kommunistiske regime i Hanoi. Han blev omgående bragt til orden af USAs udenrigsminister Dean Rusk. »Hvem tror du, du er,« skreg Rusk, »et land?«

Det er ikke fordi, der ikke er rigeligt at kritisere FN for. Den haltende indsats mod folkemordene i Bosnien, Rwanda og - mens dette skrives - i Darfur er en skandale. Skiftende diktaturers medlemskab af FNs menneskeretsudvalg er en vittighed. Korruptionen blandt FN-embedsmænd i forbindelse med »olie for fødevarerprogrammet« i Irak var en skændsel.

Kunne det være afværget med andre generalsekretærer? Næppe. FN er sjældent stærkere end sit svageste led, og en altmodisch sammensætning af Sikkerhedsrådet forhindrer, at noget som helst af væsentlighed kan gennemføres, hvis USA eller andre permanente medlemmer er imod.

DET ER ALTSÅ IKKE KUN USAs skyld, hvis FNs hjul maler langsomt, men De Forenede Stater er den eneste supermagt, der er tilbage. Følgelig påhviler der USA et stort ansvar for, at maskineriet kører. Og det er med FN i USA som med EU i Europa: Det er en praktisk prygelknabe for regeringer, som ikke kan få tingene til at gå op i eget hus.

Man kan håbe, at Washington, ikke mindst under en kommende præsident og med den nye Kongres, begynder at bruge organisationen mere langsigtet. »FN blev ineffektiv, når De Forenede Stater begrænsede sig selv til at spille en ineffektiv rolle,« som Stanley Meisler, en amerikansk kender af organisationen, skrev i 1990erne. »Når De Forenede Stater nægtede at føre an, vidste FN ikke, hvor det skulle gå hen.«

Ban Ki-Moon ved sikkert, at han træder på tynd is. Hans navn er lige så velegnet til hånende bemærkninger som BoutrosGhalis. Lad os tales ved om fem år.

Over Atlanten, en klumme om Europa og Amerika, skrives på skift af Berlingske Tidendes korrespondenter i Tyskland og USA, Michael Kuttner og Poul Høi. Michael Kuttner Berlingske Tidendes korrespondent i Berlin