Provokatøren der kan slukke håbet for tyske indvandringskritikere

Mindre end seks måneder før det tyske valg er det indvandringskritiske højreparti plaget af bitre magtkampe. I stridens centrum står provokatøren Björn Höcke fra partiets højrefløj.

Foto: Michael Kappeler. Kontroversielle udtalelser fra AFD-politikeren Björn Höcke har udløst voldsomme magtkampe i Tysklands indvandringskritiske parti Alternative für Deutschland. Det kan skade AFD's chancer ved efterårets tyske forbundsdagsvalg.
Læs mere
Fold sammen

BERLIN: Nogle ser ham som nærmest nazist. Andre ser ham som den eneste politiker i Tyskland, der advarer højlydt mod Angela Merkels flygtningepolitik.

I sidste ende kan AFD-politikeren Björn Höcke vise sig at være manden, der knuser Alternative für Deutschlands drømme om at opnå mandater i den tyske forbundsdag.

Striden om Björn Höcke er nemlig blevet omdrejningspunktet i en voldsom magtkamp i Tysklands indvandringskritiske højreparti Alternative für Deutschland.  Da ADF i Thüringen i begyndelsen af april besluttede at opstille den 45-årige politiker som kandidat til forbundsdagen, besluttede partiets ledelse trods intern uenighed at indlede en formel ekskluderingsproces mod Höcke på partiformand Frauke Petrys initiativ.

I en 60 sider lang redegørelse, der er underskrevet af partiformand Frauke Petry, anmoder partiledelsen om eksklusion af politikeren Björn Höcke, der er gruppeformand for AFD i delstaten Thüringen. Her hedder det blandt andet, at Höcke ikke hører hjemme i AFD, fordi han gør brug af begreber og vendinger, der var »prægende« for nazisterne. I det hele taget befinder Höcke sig ifølge dele af partiledelsen i »stor nærhed af nationalsocialismen«, lyder det ifølge BILD i eksklusionsanmodningen.

’Ekstremister’

Höcke er kendt som en af de mest kontroversielle politiker i AFD og har blandt andet gjort sig bemærket med taler, hvor han kræver kansler Merkel ført bort i spændetrøje på grund af hendes flygtningepolitik. Han blev imidlertid først for alvor et problem for partiledelsen i begyndelsen af året, da han under en tale til AFD-ungdomspolitikere tordnede mod holocaust-monumentet i Berlin.

Höcke krævede ved den lejlighed en »180 grader erindringspolitisk vending« med mindre skyld og mere fokus på de positive aspekter af tysk historie, lød budskabet fra Höcke.

Netop Gauland og Petrys medformand Jörg Meuthen, der er chef for AFD i Baden-Württemberg, har ved flere lejligheder modsat sig Petrys ønske om at ekskludere Höcke. Gauland og Meuthen er mistroiske over for både Petry og hendes ægtefælle Marcus Pretzell, der er formand for AFD i Nordrhein-Westfalen, for at koncentrere styringen af partiet i egne hænder.

Det er nemlig ikke første gang, at grænsesøgende udmeldinger fra Höcke skaber bølgegang i partiledelsen.
I 2015 undgik Höcke knapt at blive frataget sine tillidsposter, da daværende partiformand Bernd Lucke reagerede med vrede på et interview i avisen Thüringer Allgemeine. Her anførte Höcke, at langt fra samtlige medlemmer af det nynazistiske parti NPD kan betegnes som ’ekstremister’.

Den fornyede strid om Höckes retmæssige plads i eller uden for partiet kommer på et særdeles kritisk tidspunkt for Alternative für Deutschland, der i højere grad burde fokusere på svigtende meningsmålinger og dalende opbakning. Siden partiets stiftelse i 2013 har AFD indtaget ikke færre end 11 ud af 16 tyske delstatsparlamenter.

Alternativer til AFD

Ikke desto mindre har opstillingen af Martin Schulz som socialdemokratisk kanslerkandidat også påvirket opbakningen til AFD, der for blot få måneder siden kunne fryde sig over tocifrede procentpoint i meningsmålingerne. I kølvandet på den såkaldte Schulz-effekt befinder AFD sig i dag på omtrent otte pct.

Set fra Frauke Petrys synspunkt er Höckes udtalelser med til at skræmme potentielle midtervælgere bort. Nu er Petry imidlertid selv kommet under stigende pres fra partiets indvandringskritiske fløj.

Når AfD d. 22. April i år afholder partikongres i Köln, ankommer Petry ankommer derfor med en plan om at bekæmpe partiets yderste højrefløj. I et omstridt forslag til en programformulering, der skal vedtages i Köln, slår Petry til lyd for, at »racistiske, antisemitiske […] og nationalistiske ideologier« ikke har hjemme i AFD.

Noget tyder dog på, at Petry ikke er overbevist om, at kampen mod Höcke og den nationalkonservative fløj kan vindes. Flere kommentatorer udlagde det som en trængt formands desperate forsøg på at true sig til opbakning, da Petry i et nyligt interview i Tagesspiegel åbnede for spekulationer om sin egen fremtid i partiet.

»Politik eller AFD er ikke de eneste alternativer for mig«, sagde Petry.

Troels Heeger er Berlingskes korrespondent i Tyskland