Protestsanger udløser ny strid i Berlin

En bred politisk bevægelse vil hædre protestsangeren Wolf Biermann, der i sin tid blev lukket ude af sit hjemland DDR. Han skal være æresborger i Berlin. Men overborgmesteren er ikke begejstret. Det er en rigtig dum sag for hans socialdemokratiske parti.

BERLIN: Wolf Biermann er måske Tysklands kendteste, politiske visesanger. En del af berømtheden skyldes, at han som DDR-borger ustandseligt irriterede diktaturet med sin rapkæftethed. Biermann, der oprindelig var kommunist og flyttede til DDR frivilligt, blev i 1976 frataget sit statsborgerskab, mens han var på turné i Vesttyskland. Dermed kunne han ikke vende tilbage til Østberlin, hvor han boede.

I mellemtiden er DDR blevet nedlagt og Biermann flyttet til Hamburg, men han kan stadig få sindene i kog. I dag afgøres det, om den nu 60-årige skal udnævnes til æresborger i Berlin. Og det socialdemokratiske SPD, der leder bystyret og stiller overborgmesteren, er i en knibe.

Egentlig burde udnævnelsen af Biermann være rutine. Manden har været med til at sætte Berlin på kulturens verdenskort de seneste fyrre år. Han har skrevet et utal af sange og altid stridt for demokratiet. Hans jødiske fars død i en koncentrationslejr har givet ham et fint gehør for antisemitisme, som han også har bekæmpet. Fratagelsen af hans statsborgerskab vakte en sådan opsigt også blandt de mere regimetro, østtyske kunstnere, at diktaturet mistede den sidste rest af sympati fra kulturlivet.

Gammelt nag
Problemet er imidlertid, at Biermann også har talt med store bogstaver mod socialdemokraterne. Da de i 2001 var ved at indgå det første samarbejde med PDS, efterfølgeren til det østtyske kommunistparti, advarede han dem med store bogstaver. PDS bestod af folk med blod på hænderne, sagde han. Da PDS alligevel blev optaget i bystyret, talte han om »bankerotte, socialdemokratiske apparatjikker«. Sidstnævnte er et slangudtryk for russiske bureaukrater.

Nu føler socialdemokraterne, og ikke mindst overborgmester Klaus Wowereit, sig trængt op i en krog. Han samarbejder stadig med PDS, og han er fortsat fornærmet over, at Biermann har kaldt ham en »bankerot apparatjik«. Han kan heller ikke lide, at forslaget om æresborgerskabet kommer fra de borgerlige og De Grønne, altså oppositionen. På den anden side kan han ikke bare afvise det. Også socialdemokrater betragter Biermann som en hædersmand. Det er således kun PDS, der på grund af gammelt nag - og Biermanns støtte til Irakkrigen - er imod.

Biermann, der ellers aldrig går af vejen for et slagsmål, forholder sig helt tavs. Det siges, at han gerne ville modtage æresborgerskabet - i november fik han en af Tysklands fornemste ordner, Bundesverdienstkreuz - men at det også morer ham at se SPD i knibe. Det ender formodentlig med et ja - enten nu eller på et lidt senere tidspunkt, hvor man ud over Biermann også kan hædre andre kunstnere. På den måde ville det være mere diskret, lyder overvejelsen hos SPD. Hvilket er mærkværdigt, fordi offentlig opmærksomhed jo er en del af begrundelsen for at uddele en ære. Det er, siger også socialdemokraterne, en rigtig dum sag.