Protesten fra bingo-byen

Storbritannien er kendt for at være et åbent og tolerant samfund, men efter UKIP – det britiske svar på Dansk Folkeparti – stormede frem i Eastleigh, konkurrerer alle partier om at være hårdest over for indvandring.

Støtter til United Kingdom Independence Party (UKIP) vajer med flagene. Fold sammen
Læs mere
Foto: CARL COURT
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

EASTLEIGH: Faktisk ligger Eastleigh kun hundrede kilometer sydvest fra London, men så snart man ruller ind i den gamle arbejderby, står det en klart, at det er som at lande på en anden planet.

Ikke blot fordi det var her UK Independent Party (UKIP), fik sit store gennembrud som Storbritanniens nye protestparti i sidste uge under et suppleringsvalg til parlamentet med sit budskab om »Nej til masseindvandring«, som der står på en valgplakat, der stadig hænger i vinduet på partiets nu lukkede valgkontor på Market Street.

Heller ikke fordi byen indtil UKIPs triumftog mest var kendt for nudisten Stephen Gough, der siden 2003 har siddet seks år i fængsel, fordi han nægter at tage tøj på, men altid vandrer splitternøgen rundt, hvis man altså lige ser bort fra sokker, støvler, rygsæk og nogle gange en hat.

Men fordi der er så markant fattigere end i den multikulturelle metropol London, hvor trendy cafeer, eksklusive butikker og cabriolet’er præger gadebilledet.

Sådan er det absolut ikke i Eastleigh.

Overalt lokker dagligvarebutikker med slagtilbud til kun ét pund. Overalt frister ejendomsmæglere i deres vinduer med huse til salg for en tiendedel af priserne i London. Overalt ser man gamle mennesker i kørestole, med rolatorer og stokke.

Mange af dem har boet her hele deres liv, og de fleste arbejdede på jernbanen, som i årtier var byens største arbejdsplads med reparation af togene, men nu som så meget andet er lukket ned. Selv kørestolsbrugere udefra flytter til Eastleigh, fordi byen er flad og nem at rulle rundt i, og fordi der er mange ældrevenlige boliger. Og stedet tiltrækker pensionister i en grad, så handicapbutikken Mobility Plus, der udstiller brugte kørestole på fortovet foran sine vinduer, er blevet en af byens mest succesrige.

Byens suverænt største trækplaster er dog den gigantiske bingo-hal, Leo Leisure, lige midt i byen. Alle ugens syv dage er der banko, og denne tirsdag eftermiddag strømmer det også ind med pensionister.

Men hvorfor fik UKIP – Storbritanniens svar på Dansk Folkeparti – i sidste uge et jordskredsvalg og flere stemmer end premierminister David Camerons konservative i bingo-byen?

»Folk har fået nok af alle de indvandrere, der kommer til Storbritannien og tager deres arbejde,« lyder det fra Jenny, der sælger kørestole i Mobility Plus.

»I avisen kan man også læse, at de får mere i offentlige ydelser end briter. Godt nok ved jeg ikke, om det er rigtigt, men der er nok noget om snakken.«

Præget af sin tid som imperium har briterne i årtier holdt døren åben over for indvandring fra ikke mindst tidligere kolonier, men også fra Europa, i en erkendelse af at dette skabte velstand og fremgang.

Efter den historiske udvidelse af EU med ti østeuropæiske lande i 2002 gav den tidligere Labour-regering under Tony Blairs ledelse også lov til fri indvandring fra tiltrædende nye EU-stater som Polen, Ungarn og Tjekkiet.

Dengang var tiden en anden end i dag, verden red på en bølge af konstant økonomisk fremgang, og der var stor efterspørgsel på arbejdskraft. Men det er en udbredt opfattelse, at Tony Blair på katastrofal vis undervurderede, hvor mange der ville komme til Storbritannien

Vurderingen af, at der kun ville komme 13.000 om året, skulle hurtigt vise sig forkert. Da indvandringen toppede i 2010, kom der 252.000 fra EU og andre steder. Særligt polakker benyttede sig af muligheden for at skabe sig et bedre liv. På blot seks år voksede antallet af polskfødte i Storbritannien fra 75.000 til 532.000.

Netop dette faktum har givet medvind til UKIP med den tidligere konservative Nigel Farage i spidsen – et parti som ingen tog alvorligt indtil for ganske nyligt, og som selv konservative slap af sted med at beskrive som en flok racister og landsbytosser, som ingen kunne tage alvorligt.

Men at UKIP i sidste uge fik 11.571 stemmer i Eastleigh foran de konservative, der fik 10.559, har chokeret hele det politiske etablissement. UKIP formåede at få valget til at handle om, at indvandringen er al for stor, og at det er EUs skyld, hvorfor Storbritannien helt må kappe båndet til EU. Partiet har særligt kørt på frygten for en ny bølge af masseindvandring fra Bulgarien og Rumænien, når begrænsninger på deres frie bevægelighed i EU ophører 1. januar 2014.

Der er ellers ikke ret mange indvandrere i Eastleigh. En enkelt med turban der, en enkelt »Istanbul Grill« der, men byen er i udpræget grad »hvid britisk«, sådan som mange ønsker det på disse kanter.

Men temaet optager tydeligvis folket meget mere, end politikerne har villet vide af. Ikke mindst i arbejderklassen og blandt ældre er der en oplevelse af, at det kriseramte Storbritannien er ved at gå i hundene, og intet er så godt som i gamle dage.

Sådan som udstillingen på det lokale Eastleigh Museum også tegner et billede af. Godt nok beskriver den med en udstilling om en typisk arbejderfamilie fra byen, familien Brown, hvordan arbejderklassen tilbage i 1930erne stadig ikke havde hverken toilet eller centralvarme i de lange rækker af smalle victorianske huse. Men det var trods alt en by, hvor folk flokkedes til for at få arbejde, og hvor der var konstant fremdrift og masser af handelsliv.

»Ikke som i dag hvor de fleste jagter billigt brugt tøj i byens genbrugsbutikker, fordi de ikke har råd til at købe nyt,« som kustoden på museet siger. »Alene på vores to små strøg er der nu otte til ni af dem.«

I dette klima af økonomisk deroute trives modstanden mod »de fremmede«, som det hedder på gadeplan, og efter UKIP er stormet frem i Eastleigh, konkurrerer alle partier med ét om at være hårdest overfor indvandring. Præcis som da Dansk Folkeparti i sin tid strøg fremad som Danmarks nye protestparti.

Med det britiske valgsystem, hvor kun vinderen i hver kreds kommer i parlamentet, vil UKIP muligvis ikke få én eneste kandidat ind ved parlamentsvalget i 2015 – selv hvis de på landsplan får 27,8 procent af alle stemmer som i Eastleigh.

Men såvel de konservative som Labour frygter, at UKIP vil stjæle så mange stemmer fra dem på en dagsorden om indvandring, at ingen af de to traditionelle partier vil kunne høste flertal alene ved næste parlamentsvalg.

Så blot tre dage efter UKIPs triumftog kunne Sunday Times fortælle, at David Cameron overvejer at begrænse adgangen til det offentlige sygehusvæsen for nye indvandrere i op til et år, for at det ikke skal forvandles til et »globalt sundheds-tilbud«.

Samme dag sagde justitsminister Chris Grayling til The Telegraph, at hvis folk stemmer de konservative til magten igen ved parlamentsvalget i 2015, så vil loven, der gør den europæiske konvention om menneskerettigheder til lov i Storbritannien, blive sløjfet. Konventionen har været under skarp kritik for at give kriminelle udlændinge og hadefulde islam-prædikanter ret til at blive boende i Storbritannien.

Den konservative indenrigsminister Theresa May vil gå endnu videre og har planer om, at Storbritannien helt trækker sig fra Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, selv om det i praksis kan vise sig ekstremt svært.

Initiativerne skal sørge for at de konservative, der allerede har lovet at sænke den årlige indvandring til »ti-tusinde« i stedet for »hundred-tusinde« med flere stramninger, generobrer førstepladsen som strammerparti over for indvandring.

I morgen vil Labours leder Ed Miliband i en TV-transmitteret tale så forsøge at overtage rollen.

Han vil love at gøre det ulovligt for arbejdsgivere at stuve fattige indvandrere sammen i campingvogne, for at spare på udgifterne til husly, så britiske arbejdere kan underbydes, sådan som det ifølge fagforeningerne sker i dag med bl.a. polske håndværkere.

Ed Miliband vil også have skrappere kontrol med, at arbejdsgivere betaler den nationale minimumsløn, og fordoble bøderne for overtrædelsen.

I forvejen har Labour lovet at forbyde rekrutteringsbureauer, som kun arbejder for at bringe udenlandske arbejdere ind i Storbritannien uden at forsøge at give ledige jobs til lokale.

Ed Miliband har også allerede erkendt, at Labour under sine år i regeringen »tog fejl« og »undervurderede« antallet af indvandrere, der ville komme fra særligt Østeuropa.

»Vi var forblændede af globaliseringen og for optimistiske om dens pris,« erkendte Ed Miliband sidste år. »Vi mistede forbindelse til arbejdere og deres bekymringer.«

I bingo-hallen i Eastleigh er det noget, som folk nikker genkendende til.

49-årige Jackie, der lever af at udføre havearbejde for private og passe børn i sit hjem, ville under normale omstændigheder være en kernevælger for Labour. Men hun fortæller om sin politikerlede, mens hun markerer de opråbte numre på sine spilleplader med en grøn tusch.

»Jeg gider ikke stemme, for politikerne er alle fulde af løgn,« siger hun, men kommer så ind på, at UKIP har fat i noget, som de andre partier ikke har haft godt nok øje for.

»Der er al for mange indvandrere. Vi har det svært nok med selv at få det til at hænge sammen. Jeg har det sværest med, at de sender penge hjem,« siger hun med et opgivende ansigtsudtryk, men lever så pludselig op i et stort smil.

»Bingo,« råber hun med fuld hals og glemmer et øjeblik vores snak om indvandrere.

For hun har fuld plade. Gevinsten er ti pund.