Protest-storm over Facebook-censur af Napalm-pigen

Den norske forfatter Tom Egeland delte for nylig det ikoniske billede af den nøgne pige fra Vietnamkrigen også kendt som Napalm-pigen, men billedet blev hurtigt slettet af Facebook, som ikke tolererer nøgenbilleder. Siden har mange andre delt billedet i protest.

Det sociale medie Facebook har flere gange fjernet et billede af en forbrændt brandmand, men nu siger det sociale netværk undskyld. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Den norske forfatter og journalist Tom Egeland ønskede for nylig at sætte gang i en debat om krigens rædsler. »Kan vi reducere krig til statistik«, spurgte han blandt andet på Facebook i et opslag med syv ikoniske krigsbilleder.

Et af billederne var fotografiet af den ni-årige pige fra Vietnamkrigen også kendt som Napalm-pigen. Men dette billede blev hurtigt fjernet af Facebook. For mens billedet spillede en historisk rolle for Vietnamkrigens udvikling, er det for Facebook et nøgenbillede, og nøgenbilleder tolereres ikke på det sociale medie.

Det har imidlertid sat gang i en større debat om censur, som har engageret mange. Vil Facebook omskrive historien, hvis mediet får chancen? spørges der indledningsvist i en artikel om debatten på NRK.

Tom Egeland skrev i sit opslag på Facebook: »Her er et lille udvalg ikoniske pressefotos, der kan have hjulpet (i al sin grusomhed) med at ændre historiens gang«. Han synes, det er helt absurd, at billedet af Napalm-pigen efterfølgende er blevet fjernet.

»Jeg blev næsten rystet, i hvert fald meget overrasket. Billedet er i sig selv ikonisk og verdensberømt, og det er ikke seksualiseret. Det er jo bare et billede af et krigsoffer, så hvis det er et eksempel på nøgenhed, er det for dumt,« har han efterfølgende udtalt til den norske tabloidavis VG

Efter Facebook fjernede billedet, har mange nordmænd valgt også at dele det, ligesom mange har stillet sig uforstående over for Facebooks ageren.

Chefredaktør for TVNorge, Harald Strømme, er en af dem, der har delt billedet og efterfølgende fået det fjernet. Han skriver ifølge Journalisten, det norske journalistforbunds fagblad, at han efetrhånden har delt billedet omkring 2.300 gange, og at Facebook nu truer med at smide ham helt ud. Han har herefter delt en redigeret udgave, som ses herunder.

Andre, der har lagt billedet op og fået det fjernet, har skullet bekræfte over for Facebook, at de ikke har andre nøgenbilleder på deres profil, ligesom de er blevet mindet om det sociale medies retningslinjer.

Aftenpostens chefredaktør, Espen Egil Hansen, siger, at det slettede billede understreger vigtigheden af at have redaktørstyrede medier.

»Forskellige samfund har forskellige traditioner for at vise krop og nøgenhed. I Skandinavien er vi mere liberale, og det er en del af vores kultur. Når billedet køres gennem en global algoritme, som Facebook har, får du denne form for outreret effekt,« siger han til Journalisten.

Han mener, at et samfund, hvor ganske få aktører filtrerer oplysninger ud til borgerne, er en trussel mod demokratiet.

Facebooks kommunikationschef i Norden, Peter Münster, forklarer over for VG, at det er vigtigt at huske på, at Facebook er »et globalt samfund«, og at der er nødt til at være fælles regler, som gælder alle kulturer.

Det ikoniske billede af pigen ved navn Kim Phuc blev taget af pressefotograf for Associated Press, Nick Ut. Han vandt Pulitzer-prisen for det i 1973, og billedet har siden været symbol på Vietnamkrigens rædsler.