Propagandachef skal sprede kinesisk kultur i Danmark

Liu Yunshan er nummer fem i Kinas Kommunistparti og ansvarlig for propaganda og ideologi. I dag lander han i Danmark for at åbne et nyt kinesisk kulturcenter i hjertet af København.

Liu Yunshan (th.) deltog i april i et frivilligt træplantningsprojekt sammen med en række andre topfolk i Kinas Kommunistparti, herunder præsident Xi Jinping, i det nordvestlige Beijing. Foto: Rao Aimin Fold sammen
Læs mere

BEIJING: Et portræt af Liu Yunshan kan hurtigt bevæge sig i to ganske forskellige retninger – afhængig af om man konsulterer kinesiske eller udenlandske kilder. Sidstnævnte tegner et billede af en kinesisk leder, der undertrykker det frie ord og al kritik af Kommunistpartiet.

I hjemlige medier er han derimod beskrevet som en ydmyg og arbejdsom tjener af folket, der var en flittig og respekteret journalist som ung og i en tidlig alder blev udset til en stor fremtid i Kommunistpartiet.

En artikel beretter, hvordan Liu Yunshan, selv da han var blevet leder af partiets propagandaafdeling, ofte besøgte udkantsområder og igangsatte en kampagne for at få flere medier til at rapportere om livet hos den fattigste del af befolkningen.

»Som et resultat vandt de kinesiske medieproduktioner stor hyldest både hjemme og i udlandet,« fremgår det af det kinesiske portræt.

Lidt længere nede kan man læse, at Liu Yunshan stort set aldrig holder ferie, og at en af hans seneste artikler blev utrolig populær. Stilen er den samme i alle kinesiske medier. Kritik er der ikke skyggen af.

Men i en kinesisk kontekst ville det også være overraskende. Liu Yunshan er nummer fem i den syv mand store komité, der udgør toppen af Kinas Kommunistparti. Han er øverste ansvarlig for ideologi og propaganda. En portefølje, der bl.a. inkluderer kontrollen med Kinas medier og kultursektor.

Kommunistpartiet har aldrig lagt skjul på, at de to områder er vigtige midler til at sikre partiet opbakning i befolkningen – og til at skaffe Kina et bedre image i udlandet.

Under Liu Yunshan har Kina lanceret et væld af nye aviser og TV-kanaler målrettet udenlandske forbrugere. Den kinesiske ledelse giver ofte udtryk for, at Kina bliver misforstået uden for landets grænser.

En del af løsningen er den omfattende mediesatsning, mens også sprog- og kulturcentre spiller en vigtig rolle i strategien.

Kulturcenter på H.C. Andersens Boulevard

I dag ankommer Liu Yunshan til Danmark. Han skal under sit besøg både nå at møde statsminister Helle Thorning Schmidt (S) og se Den Lille Havfrue.

Men øverst på programmet står åbningen af et nyt, kinesisk kulturcenter. Danmark bliver dermed medlem af en lille gruppe lande, hvor Kina har åbnet kulturcentre.

Stedets aktiviteter kommer til at foregå i fornemme rammer i bygningerne, der før husede musikkonservatoriet på H.C. Andersens Boulevard i København. Centret skal fungere som en platform for koncerter, film, udstillinger, scenekunst og seminarer. Derudover vil der blive afholdt kurser i alt fra kinesisk sprog og kalligrafi til madkultur. Et bibliotek bliver der også plads til.

En af de mest konservative ledere

Derimod skal det danske publikum ikke regne med at møde en verdenskendt kunstner som Ai Weiwei eller andre, der ikke er på god fod med den kinesiske regering. Ikke så længe Liu Yunshan lægger den officielle linje.

Hvor grænsen for presse- og ytringsfriheden går, og den kinesiske statscensur tager over, er i den sidste ende hans domæne. Og i løbet af sin karriere i det kinesiske propagandaapparat har han markeret sig som en af de mest konservative ledere i Kommunistpartiet.

Under Liu Yunshans to årtier i toppen af propagandasystemet har der ikke været tegn på, at Kommunistpartiet ønsker at fjerne cencuren. I stedet har han været med til at videreudvikle den.

Mange iagttagere anså det for umuligt, at Kina kunne kontrollere debatten på det hurtigt voksende antal kinesiske blogs og sociale medier. Den tvivl har de færreste i dag. Det er lykkedes med en kombination af nyudviklet teknologi, overvågning og strenge straffe på området.

Det betyder dog ikke, at Liu Yunshan har opgivet mere traditionelle metoder. Partiets ideologiske arv er et af specialerne, og han har tidligere sat 3.000 forskere til at undersøge, hvordan marxistiske teorier bedre kan tilpasses det moderne kinesiske samfund.