Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Frankrigs sundhedsminister, Brigitte Bourguignon, ser ikke ud til at opnå genvalg ved anden runde af det franske parlamentsvalg søndag.
Det rapporterer tv-stationen France 2 på baggrund af de første prognoser.
Samme skæbne kan meget vel overgå den franske miljøminister, Amélie de Montchalin, hvis man skal tro prognoserne. Det meddeler en anden tv-station, TF1.
Heller ikke formanden for Nationalforsamlingen, Richard Ferrand, som er en nær allieret af præsident Macron, ser ud til at opnå genvalg. Han har erkendt sit valgnederlag.
Også tidligere indenrigsminister Christophe Castaner erkender, at han ikke er blevet valgt ind.
Alle fire er medlemmer af præsident Macrons parti, La République En Marche.
For de to ministres vedkommende er det uklart, om de vil kunne fortsætte i Macrons regering, hvis de ikke er valgt til parlamentet.
Regeringen har tidligere meddelt, at ministre, der ikke opnår genvalg til parlamentet, vil træde tilbage. Men sent søndag aften er det ikke meldt ud, om sundhedsministeren og miljøministeren må gå af.
Premierminister Élisabeth Borne, som blev udpeget af Macron efter hans genvalg i april, er selv blevet genvalgt til Nationalforsamlingen.
Prognoser viser, at hun har fået 52 procent af stemmerne mod en udfordrer fra venstrefløjen.
Macrons parti er hovedkraft i centrum-højrealliancen Ensemble, som ifølge valgstedsmålinger og prognoser går markant tilbage efter anden og afgørende runde af parlamentsvalget søndag.
Prognoser viser, at Ensemble kan regne med et sted mellem 200 og 260 pladser i Nationalforsamlingen. Der skal 289 til for at have et flertal blandt de 577 parlamentarikere.
Ved det seneste valg i 2017 sikrede Macrons alliance sig et stort flertal bestående af 389 pladser.
/ritzau/Reuters