Professor: Svært at se mening i forlænget brexit

Hvis briterne torsdag stemmer for at udskyde brexit, er det ikke sikkert, at EU vil acceptere.

Foto: Handout .

Tirsdag aften nedstemte det britiske parlament premierminister Theresa Mays andet skud i brexitbøssen.

391 stemte nej, mens 242 var for hendes nyforhandlede forslag til en skilsmisseaftale med EU.

»Tingene ser noget mere uoverskuelige ud nu, end de gjorde for bare et par timer siden,« lyder vurderingen kort efter afstemningen fra Marlene Wind, professor i statskundskab og leder af Center for Europæisk Politik på Københavns Universitet.

Foreløbig skal man onsdag i det britiske Underhus stemme om, hvorvidt Storbritannien vil udtræde af EU uden en aftale - et no-deal brexit.

Noget, de fleste prognoser siger, vil have stærkt negative konsekvenser for Storbritanniens økonomi samt give kaotiske tilstande på landets grænser til EU.

»Det regner alle med, at de vil stemme nej til,« siger Wind.

Bliver det et nej til no-deal, skal parlamentsmedlemmerne stemme igen torsdag. Denne gang om, hvorvidt man vil bede EU om en udskydelse for brexitdatoen, der nu ligger den 29. marts.

»Dér er det spændende at se, om det så bliver nogle få måneder, de beder om, eller snarere et års tid eller lignende, så de kan få et parlamentsvalg eller en ny folkeafstemning,« siger Marlene Wind.

Det er dog langtfra sikkert, at EUs stats- og regeringschefer vil tillade en kort udskydelse, sådan som forhandlingsprocessen er nu ifølge Marlene Wind.

De to store nederlag for Mays forslag til aftaler sår nemlig tvivl om, hvorvidt hun faktisk har et legitimt mandat til at forhandle på briternes vegne.

»Jeg tror, at man fra EUs side vil have svært ved at se meningen i at forlænge nogle tilsyneladende ørkesløse forhandlinger et par måneder,« siger Wind.

Vælger Storbritannien at bede om en længere udskydelse, vil det betyde, at man skal afholde EU-parlamentsvalg sammen med resten af medlemslandene til maj.

/ritzau/