Pris kom bag på Obama

Nobels fredspris går for tredje gang i dette årti til en amerikaner.Obama mener slet ikke, at han har fortjent prisen.

Foto: Liselotte Sabroe

WASHINGTON: I 1906 havde Teddy Roosevelt allerede været præsident i fem år, da han fik Nobels fredspris for sin succesrige fredsmægling i den japansk-russiske krig - og i 1919 havde Woodrow Wilson siddet i Det Hvide Hus i seks år, da han modtog prisen for stiftelsen af det, der siden førte til FN.

Så længe behøvede Barack Obama slet ikke at vente for at blive den tredje siddende amerikanske præsident, der modtager den fornemme pris: Blot ni måneder inde i sit embede - og uden at have noget synligt fredsskabende resultat at henvise til - modtog han dette års fredspris. Begrundelsen, som Nobel-komiteen angav for det meget overraskende valg, er, at Obama har ydet en »ekstraordinær indsats for at styrke det internationale diplomati og samarbejde mellem folkeslag«. Konkret henviste de til hans ønske om at skabe en atomvåbenfri verden.

Ingen i præsidentens stab havde forudset, at den unge leder var i spil til prisen, så det var en overrumplet Obama, der blev vækket kort før klokken seks i går morges i Washington for at modtage beskeden. Pludselig var præsidenten i selskab med store prisvindere som Lech Walesa, Mikhail Gorbatjov, Desmond Tutu og Nelson Mandela - og en ydmyg Obama henviste netop til tidligere prisvindere, da han takkede for prisen:

»For at være helt ærlig: Jeg føler ikke, at jeg fortjener at være i selskab med så mange afgørende ledere, som er blevet beæret med denne pris - mænd og kvinder, som har inspireret mig og inspireret hele verden gennem deres modige kamp for fred.«

Politisk tilkendegivelse

Præsidenten fastslog, at han opfattede valget af ham som en bekræftelse på, at amerikansk lederskab er ønsket af alle de mennesker, der søger håbet i alle nationer - og at han så prisen som »en opfordring til at handle«. John McCain, hans republikanske modkandidat ved præsidentvalget sidste år, mente omvendt, at prisen i udstrakt grad var givet, fordi Nobel-komiteen har store forhåbninger til, hvad fremtiden måtte bringe.

Nobel-komiteen kom under hårdt pres for at være kommet med en ren politisk tilkendegivelse - og i USA, hvor højrefløjen allerede i indeværende årti har set fredsprisen gå til to af deres demokratiske hadeobjekter, først Jimmy Carter i 2002, siden Al Gore i 2007, er kritikken benhård. Rush Limbaugh, dybt konservativ radiovært, kalder Nobel-prisen for »den største flovhed at modtage«, og Graig Shirley, republikansk strateg, betegner Obamas pris som »fuldkommen latterlig, for Ronald Reagan vandt den kolde krig, befriede millioner, men fik alligevel aldrig prisen«.

Thorbjörn Jagland, der kortvarigt i 1990erne var en meget lidt succesrig socialdemokratisk statsminister i Norge, og som nu er formand for Nobel-komiteen, afviste blankt, at prisen er givet på forventet efterbevilling - tværtimod var prisen givet for alt det, som Obama allerede har givet verden. Han henviste til, at Willy Brandt, den vesttyske socialdemokratiske kansler, i 1971 fik prisen for sin »Øst-politik«, hvor hans resultater først kom langt senere end hans daværende tilnærmelser til det daværende DDR.

Med i koret af kritikere er naturligvis Taleban, som USA er i krig med i Afghanistan, som mente, at »Obama burde have vundet prisen for at have optrappet volden og drabene på civile.«