BARCELONA: Det sker selv i de bedste familier – åbenbart. Selv om man, som Cristina af Bourbon og Grækenland, fra fødslen har haft sit på det tørre og ikke så lidt til, og selv om man i udgangspunktet har de bedste hensigter om at opføre sig både ordentligt og hæderligt, ja, så vil mere nogle gange bare have mere. Og for at få det, ender man pludselig på den forkerte side af loven – eller i det mindste midt i en problematisk gråzone.

Endnu er kong Juan Carlos’ yngste datter, der lørdag som det første medlem af Spaniens kongehus nogensinde afhøres med en sigtets rettigheder i Palma de Mallorca, naturligvis ikke dømt. Faktisk er sagens undersøgelsesdommer og anklagemyndigheden ikke en gang enige om strafansvaret. Mens førstnævnte ser prinsessen som aktiv deltager i ægtemanden Iñaki Urdangarins svindel, hævder sidstnævnte, at hun stolede blindt på den tidligere håndboldspiller, der er tiltalt for skattesvig og hvidvask af seks mio. euro. Men selv om det skulle ende med frifindelse i juridisk forstand, venter der næppe nogen kære mor uden for retssalen. Og hvis det også på disse breddegrader gælder, at folkets kærlighed er monarkiets styrke, så efterlader sagen både Cristina og hendes familie i en ekstremt skrøbelig forfatning. Kun seks pct. af spanierne har ifølge en meningsmåling blot en smule sympati tilbage for prinsessen.

Næsvis og pligtopfyldende

Hun var ellers indtil for nylig det spanske kongehus’ bedste kort, næstefter sin far. Lillebror Felipe virkede længe knuget af sit ansvar som tronfølger. Storesøster Elena var mest kendt for at falde ned fra fine rideheste og for et mislykket ægteskab. Cristina opførte sig derimod både naturligt og diskret, næsten som en ganske almindelig yngre spansk kvinde.

Født i 1965 var hun ifølge gamle venner som barn en noget næsvis men også selvstændig og pligtopfyldende pige. Hvilket der blev god brug for, da hun – også i denne sammenhæng som det første medlem af kongehuset – gennemførte en videregående uddannelse ved Complutense Universitet i Madrid, hvorfra hun i 1989 tog eksamen i statskundskab.Et par år senere flyttede Cristina ikke blot hjemmefra men også til Barcelona, hvor hun blev ansat i storsparekassen La Caixas almennyttige fond. Her arbejdede prinsessen for en startløn på 200.000 pesetas (ca. 9.000 kr.) om måneden med at arrangere udstillinger. Privat delte hun lejlighed først med en veninde og senere kusinen Alexia af Grækenland, der også er dronning Margrethes niece, mens fritiden blev brugt på at lære catalansk og, ikke mindst, på havet.

Hertugmanerer

Det var via interessen for sejlsport, at Cristina ved et OL-arrangement i 1996 mødte og forelskede sig stormende i Iñaki Urdangarin, der på det tidspunkt var anfører for FC Barcelonas succesrige håndboldhold. Et år senere blev de gift, og kort efter begyndte det at gå galt for »folkets prinsesse«.

Urdangarín lignede ellers med sin galante facon, baskiske baggrund og tilhørsforholdet til den catalanske storklub den perfekte svigersøn for et kongehus med behov for at knytte bånd i de to egenrådige regioner. Men håndboldspilleren, der i forbindelse med brylluppet blev udnævnt til hertug af Palma, tillagde sig hurtigt aristokratiske manerer.

Ægteparret led ellers ingen nød. Cristina fik i tillæg til sin beskedne løn rigelige lommepenge fra sin fars apanage, og hendes mand kunne årligt hæve en halv million kr. i Barça. Men det forslog naturligvis som en skrædder i helvede, hvis man ville bo i en pragtvilla i det mondæne Pedralbes-kvarter, som den parret købte for seks mio. euro i 2004 og senere satte i stand for yderligere tre.For at få råd til villaen og i det hele taget et liv i overhalingsbanen begyndte Urdangarín, da karrieren var slut, at arrangere sportsevents via et angiveligt nonprofit-foretagende. Bag kulisserne blev millionbeløb betalt af bl.a. regionalregeringerne på de Baleariske Øer og i Valencia kanaliseret over i private skuffeselskaber – et arrangement, som blev opdaget i 2010 i forbindelse med efterforskningen af en større korruptionssag på Mallorca.

Spisestel og salsa

Et af skuffeselskaberne er ejet i fællesskab af hertugparret, og de 1,3 mio. euro, som endte her, blev blandt meget andet brugt til at købe et spisestel samt til at betale for luksusrejser, salsa-lektioner og andre forstadsfruefornøjelser. På den baggrund mener undersøgelsesdommeren, at Cristina nødvendigvis må have vidst, hvordan familiens økonomi var skruet sammen. Anklagemyndigheden og prinsessens forsvarere hævder derimod, at kærlighed gjorde hende blind for Urdangaríns fiksfakserier.

Om ikke andet synes det at være rigtigt, at hun elsker sin mand. Hverken de beviser for Urdangarins lidet elegante utroskab, som er kommet frem i forbindelse med efterforskningen, eller familiært pres for en stærkt belejlig skilsmisse har fået Cristina til så meget som at overveje at forlade ham. Hun nægter desuden at give afkald på sin status som nummer syv i tronfølgen og gik først med til at møde op ved dagens afhøring efter at have fået vredet armen rundt.Ved hoffet håber man, at denne tur i »gabestokken« vil lægge en dæmper på såvel den folkelige vrede som mediernes interesse, hvorefter sagen kan ordnes mindelighed.

Men så let går det næppe, som forfatteren Elvira Lindo skriver i El País:

»Hvis man har ret til på sin bryllupsdag at sætte en by som Barcelona i stå for at blive tiljublet, bør man også have tilstrækkelig skam i livet til at give afkald på sine privilegier, når der viser sig, at den herre, man har giftet sig med, ikke er i stand til at kende forskel på forelskelse og fortjeneste.«