Den britiske prins William vil i næste uge deltage i den norske kong Haralds begravelse.

Det oplyser det britiske kongehus ifølge nyhedsbureauet AFP.

Prins William deltager på vegne af kong Charles til begravelsen, der finder sted 9. september.

Britiske monarker deltager normalt ikke i begravelser for andre statsoverhoveder, men sender normalt et andet medlem af den kongelige familie i stedet, skriver AFP.

Sidste år deltog prins William også i pave Frans' begravelse.

Kong Charles' søster, prinsesse Anne, kommer også til begravelsen i næste uge, da hun er gudmor for Norges nye kong Haakon.

77-årige kong Charles, som er i behandling for en kræftsygdom og fortsat har et tætpakket program med officielle opgaver, udsendte i sidste uge en erklæring, hvor han sørgede over tabet af kong Harald.

Den 89-årige kong Harald døde fredag den 28. august. Det skete, efter at kongen havde været indlagt i knap to uger.

Han blev i løbet af sin indlæggelse behandlet for blodsygdommen hæmolytisk anæmi og en bakteriel infektion i blodet. Undervejs blev hans tilstand forværret.

Da kong Harald døde, blev hans søn konge. Kong Haakon aflagde ed i det norske parlament, Stortinget, tirsdag.

Begravelsen finder sted onsdag 9. september klokken 13 i Oslo Domkirke.

Her deltager familie, repræsentanter fra det offentlige Norge og gæster fra ind- og udland.

Flere fra den danske kongefamilie deltager i begravelsen. Det gælder kong Frederik, dronning Mary, dronning Margrethe, kronprins Christian og prinsesse Benedikte.

Foruden de danske kongelige kommer en lang række udenlandske statsoverhoveder og kongelige.

Når kong Harald skal begraves, fragtes kisten i begravelsesoptog fra kongeslottet til domkirken.

Det er samme kirke, hvor han for 58 år siden blev gift med dronning Sonja.

RITZAU