Prins Harry taler igen ud til Oprah Winfrey – denne gang om sin mors død

Prins Harry vil i en ny tv-serie sætte fokus på mentalt helbred. Prinsen tager udgangspunkt i de mentale problemer, han selv har kæmpet med, blandt andet i forbindelse med tabet af sin mor, prinsesse Diana.

 
Hertugen og hertuginden af Sussex er med i en følelsesladet trailer til Harrys dokumentationsserie om mentalt helbred med Oprah Winfrey. Se traileren her. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Vi tester oplæsning. Fortæl os, hvad du synes her

Med bøjet nakke og et trist blik i øjnene deltog prins Harry i en alder af kun 12 år i sin mors begravelse. Sorgen over tabet af sin mor har han siden båret med sig.

Savnet af moren, prinsesse Diana, har siden hendes død påvirket prins Harrys mentale helbred. Det fortæller prinsen i en ny tv-serie, der skal sætte fokus på mental sundhed.

Sammen med talkshowværten Oprah Winfrey er prins Harry medskaber og producent på serien, der har fået navnet »The Me You Can't See«.

Det skriver The Independent.

Prinsen forklarer til Oprah Winfrey, at det er vigtigt at tale om sine problemer frem for skamfuldt at gemme sig væk, når man oplever, at nogle ting i livet kan være svære.

»At tage beslutning om at modtage hjælp er ikke et tegn på svaghed. I nutidens verden er det mere end nogensinde et tegn på styrke,« siger prins Harry i traileren til serien.

Prins Harry har tidligere forklaret om projektet, at han ønsker at bidrage til »ærlige diskussioner om mental sundhed og følelsesmæssigt velvære«. I serien vil prinsen åbne op for sin »egen personlige rejse og kampe«.

Prins William og prins Harry ved deres mors, prinsesse Dianas, begravelse i 1997. Hun døde i en bilulykke i Paris. Fold sammen
Læs mere
Foto: Adam Butler/AFP/Ritzau Scanpix.

Prinsen har tidligere sat ord på den sorg moderens død medførte, da hun døde i en bilulykke i Paris. Prinsen brugte næsten to årtier på »ikke at tænke« på hendes død, før han til sidst fik hjælp efter en periode med »totalt kaos«.

Serien, der har premiere på fredag, viser også klip med en række andre berømtheder, der taler om deres egen mentale sundhed og udfordringer. Blandt andre sangeren Lady Gaga, skuespilleren Glenn Close og basketballspiller DeMar DeRozan.

Svær barndom

Prins Harry og hans hustru, hertuginde Meghan, har tidligere talt åbent om deres mentale sundhed. I et interview i marts – også med Oprah Winfrey – åbnede parret op om deres brud med det britiske kongehus forrige år.

I interviewet forklarer Meghan, at hendes dårlige mentale tilstand var en del af grunden til, at parret valgte at flytte væk. Hun følte sig ikke godt nok hjulpet i sin nye rolle som kongelig og overvejede i en periode at tage sit eget liv. Interviewet fik stor opmærksomhed i Storbritannien, da parret åbent kritiserede kongefamilien.

Prins Harry fortalte også i interviewet, at forholdet til hans far, prins Charles, i perioder ikke var godt. Under konflikten om Meghan og hans brud med kongehuset tog prins Charles i perioder ikke telefonen, når hans søn ringede, hvilket påvirkede Harrys mentale helbred, forklarede prinsen.

Prinsen deltog i forrige uge i podcasten »‎Armchair Expert«, hvor han også kommenterede forholdet til sin far. I snakken med skuespilleren Dax Shepard antydede prins Harry, at hans far og dronning Elizabeth og hendes mand, prins Andrew, havde svigtet i deres roller som forældre.

Han fortæller, at han ønsker at bryde med det dårlige mønster af »lidelse og smerte«, som han selv voksede op i. En opvækst, som han i podcasten beskriver som en blanding af filmen »The Truman Show«, hvor en mand vokser op med konstant tilstedeværelse af kameraer, og en zoologisk have, skriver The Daily Mail.

Serien »The Me You Can't See« har premiere på Apple TV+ 21. maj.