Prins Harry fortæller om traumer fra sin mors død efter udsendelse: »Det blev aldrig diskuteret«
I en ny Netflix-dokumentar åbner prins Harry op om en svær tid. Ifølge prinsen fik han ikke den rette hjælp, da han vendte hjem fra Afghanistan som soldat.
Da prins Harry vendte retur fra Afghanistan, hvor han var udsendt som soldat i 2008 og 2012, udløste det nye traumer fra moderens tidlige død. Prinsen mistede sin mor, prinsesse Diana, da han var 12 år.
»Udløseren for mig var at vende tilbage til Afghanistan, men de ting, der dukkede op, var fra, jeg var 12 år,« siger prinsen i den nye Netflix-dokumentar »Heart of Invictus«.
Dokumentaren handler om sportsbegivenheden Invictus Games, som prins Harry har været med til at skabe for krigsveteraner.
I dokumentaren åbner han selv op om en svær tid som soldat.
Prins Harry fortæller, at det først var, da han havde været i krig, at han rigtig blev klar over, hvilket traume det var at miste sin mor som 12-årig.
»Det traume, jeg havde, var jeg aldrig rigtig klar over. Det blev aldrig diskuteret, jeg talte aldrig rigtig om det, og jeg har undertrykt det, som de fleste unge ville have gjort,« siger prinsen og fortsætter:
»Den største kamp for mig var, at ingen omkring mig virkelig kunne hjælpe.«
Han fortæller, at han ingen støtte fik, da han vendte retur.
»Jeg havde intet støttenetværk, et netværk eller et ekspertråd til at identificere, hvad der faktisk foregik med mig. Desværre, som for de fleste af os, er første gang, du virkelig overvejer terapi, når du ligger på gulvet i fosterstilling,« siger prinsen, der håber, at andre soldater i fremtiden får den rette hjælp.
Prins Harry og hertuginde Meghan blev gift i maj 2018. I januar 2020 valgte de at forlade det britiske kongehus og bosatte sig i Californien, hvor parret og deres to børn, Archie og Lilibet, fortsat bor. Aaron Chown/AFP/Ritzau Scanpix
Det tabloide britiske medie The Daily Mail beskriver udtalelserne som »et tilsyneladende svirp mod kongefamilien«.
Det er i givet fald ikke første gang, at prinsen hævder, at han ikke har fået den rette hjælp fra sin familie.
I selvbiografien »Reserven« skriver han blandt andet, at han ikke fik ordentlig hjælp, da han mistede sin mor. Ingen psykolog, ingen kram fra sin farmor, dronning Elizabeth.
I mange år troede prinsen endda ikke på, at hans mor faktisk var død. Han fik ingen hjælp til at håndtere sorgen, lyder kritikken.
Prins Harry og hertuginde Meghan valgte i 2020 at forlade det britiske kongehus. Siden har de gentagne gange rejst en hård kritik af det britiske kongehus.
Selvbiografien vakte stor opsigt og skandale i det britiske kongehus, hvis popularitet tog et dyk. Prins Harry beskylder i bogen sin bror, prins William, for at have angrebet ham i forbindelse med en kontrovers om Meghan. »Reserven« er den hurtigst sælgende nonfiktionsbog nogensinde.
Dalende popularitet
Prins Harrys kritik af kongehuset har imidlertid heller ikke gjort ham mere populær. Tværtimod.
Hertugparrets popularitet og troværdighed har længe været på nulpunktet i Storbritannien – en meningsmåling i juni viste, at det står værre til end nogensinde: 68 procent af de adspurgte havde en negativ opfattelse af prins Harry og hertuginde Meghan.
Og meget tyder på, at interessen for parret også er ved at dale i USA.
En meningsmåling viste i juli, at kun 46 procent af amerikanerne kunne lide prins Harry – mod 52 procent i en tidligere måling. Meghans popularitet var faldet med to procentpoint, så blot 36 procent af amerikanerne nu har et positivt billede af hende.
»Heart of Invictus« har premiere på Netflix i dag. Serien er i fem afsnit. Prins Harry er executive producer på serien, der er blevet til som en del af hertugparrets aftale med Netflix.
Del:
Andre læser også
Europa
»Rottweileren« bliver dronning – og det er ikke med briternes gode vilje
Europa
Ja, briterne elsker ham, men kærligheden er ikke betingelsesløs: »Han risikerer at få smæk«
Europa
Hvis hun nogensinde var i tvivl om folkets kærlighed, ville hun ikke længere være det: »Det er vores måde at sige tak«