Prins Andrew mister militære titler og protektorroller

Den britiske prins Andrew vil fortsat ikke have nogen offentlige forpligtelser, lyder det fra kongehuset.

Prins Andrew vil forsvare sig i mulig retssag som privatperson. (Arkivfoto) Fold sammen
Læs mere
Foto: JOHN THYS
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Den britiske prins Andrew, der er anklaget for misbrug og overgreb, har mistet sine militære titler og protektorroller.

Det oplyser det britiske kongehus i en udtalelse torsdag.

»Med dronningens godkendelse og accept er hertugen af Yorks (Prins Andrew, red.) militære titler og kongelige protektorroller blevet givet tilbage til dronningen,« lyder det i udtalelsen fra kongehuset.

»Hertugen af York vil fortsat ikke varetage nogen offentlige forpligtelser og forsvarer sig i sagen som en privatperson,« skriver kongehuset.

Nyhedsbureauet Reuters skriver, at prinsen ifølge en kilde i kongehuset ikke længere vil benytte sig af titlen »Hans Kongelige Højhed«.

Prins Andrew er af kvinden Virginia Giuffre anklaget for overgreb og misbrug af hende i 2001, hvor hun var 17 år. Hun var dengang angiveligt kontrolleret af den afdøde finansmand Jeffrey Epstein.

Prins Andrews advokater har hævdet, at Giuffre frasagde sig rettigheden til at sagsøge prinsen, da hun i 2009 indgik et retligt forlig med Epstein.

Den fortolkning blev onsdag dog afvist af en dommer i New York. Dommer Lewis Kaplan sagde, at anmodningen var »afvist i alle henseender«.

Dermed er der er reel sandsynlighed for, at det civile søgsmål skal for retten.

Prinsens overgreb mod Giuffre skal være sket i 2001 i Jeffrey Epsteins hus i New York og på hans private ø i Caribien. Prins Andrew var på det tidspunkt i den amerikanske rigmands omgangskreds.

Epstein blev i 2019 anholdt og varetægtsfængslet i en omfattende sag om påstået misbrug af mindreårige. Men han nåede aldrig at komme for retten.

Epstein blev fundet død i sin fængselscelle i august 2019. Ifølge retsmedicinere havde han begået selvmord.

I slutningen af december sidste år blev Epsteins tidligere kæreste og samarbejdspartner Ghislaine Maxwell kendt skyldig i seks ud af syv anklagepunkter om, at hun hjalp ham med at skaffe unge piger.

Strafudmålingen i sagen mod Maxwell har endnu ikke fundet sted, og det er uvist, hvornår det sker.

Det var i øvrigt Ghislaine Maxwell, som i 1990erne præsenterede prins Andrews og Epstein for hinanden.

/ritzau/