Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Rystende billeder af sårede mænd, lænket til senge, der bliver tortureret med bind for øjnene på et hospital i Homs, har fået verdenssamfundet til at skærpe tonen over for Syriens præsident Bashar al-Assad, som også står over for et voksende pres for ikke at lade humanitær hjælp komme ind i landet.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
De skjulte optagelser fra det britiske Channel 4 kommer fra en medarbejder på det syriske hospital og vidner om tortur begået af sygehuspersonalet.
Medarbejderen fortæller til en fransk fotojournalist, som kalder sig Mani, at personalet for eksempel opererer de sårede uden bedøvelse.
- Jeg har set fanger blive pisket og tortureret af elektriske stød. De vrider fødderne om på dem, indtil benet knækker, og de opererer uden bedøvelse. De nægter dem vand, og nogle har fået bundet deres penis, så de ikke kan urinere, siger medarbejderen.
FN-chef får adgang til Syrien
Sideløbende med de grusomme afsløringer har den syriske regering indvilget i, at Valerie Amos, chef for FN humanitære anliggender, kan besøge landet senere i denne uge.
- Jeg vil benytte turen til at opfordre alle parter til at give uhindret adgang for de humanitære hjælpearbejdere fremover, siger Amos i en erklæring ifølge Reuters.
Hun håber at kunne være i Syrien fra onsdag til fredag.
Beslutningen om at tillade hende adgang kommer efter, at den internationale kritik er blevet intensiveret over for det udskældte land. Især i sidste uge udtrykte FN stor foragt for ikke at give Valerie Amos adgang til de syriske konfliktområder. Og selv om det lader til at ske nu, frygter flere vestlige diplomater, at Syrien blot har trukket tiden for at gøre »jobbet færdigt« i de konfliktramte områder som Homs.
Den amerikanske senator John McCain har fået nok. Han har opfordret USA til at føre en international militærindsats, der skal beskytte befolkningen ved hjælp af luftangreb på Assads styrker.
Samtidigt kan Rusland og Kina, som fra vestlig side er blevet fordømt i Vesten for at nedlægge veto mod en FN-resolution, måske være ved at blive mere medgørlige. Især håber flere af de vestlige lande, at søndagens præsidentvalg i Rusland kan gøre, at Vladimir Putin nu vil overveje at ændre politikken.
Mandag drøftede Putin og den britiske premierminister James Cameron således nødvendigheden af en samlet international indsats i Syrien.