Presset May bevarer optimismen: Vi leverer brexit til tiden

Theresa May mødtes torsdag med Jean-Claude Juncker og Donald Tusk for at sætte skub i brexitforhandlingerne.

Den britiske premierminister, Theresa May, fastholder troen på, at hun kan levere et tilfredsstillende brexit til tiden. Aris Oikonomou/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Mens datoen for Storbritanniens farvel til EU nærmer sig med hastige skridt, vokser presset på landets konservative premierminister, Theresa May, samtidig dag for dag.

Theresa May kæmper ihærdigt for at få sin brexitaftale stemt igennem i det britiske Underhus inden det planlagte exit den 29. marts.

Det har indtil videre set svært ud, og der har også været rygter om, at datoen for briternes farvel kunne blive udskudt.

May tror dog fortsat, at hun kan levere et tilfredsstillende brexit til tiden.

Det siger hun torsdag efter en række møder med EU's topledere i Bruxelles.

»Jeg er sikker på, at jeg kommer til at levere brexit, og jeg kommer til at levere det til tiden,« lyder det fra Theresa May.

»Jeg vil gøre det for det britiske folk. Jeg kommer til at forhandle intenst de kommende dage for at sikre, at det sker,« fortsætter hun.

Den 62-årige premierminister mødtes torsdag med Europa-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, og EU-præsident Donald Tusk.

»Det bliver ikke nemt, men formand Juncker og jeg er blevet enige om, at vi nu vil indlede forhandlinger for at finde en løsning og for at komme i mål med det her,« siger Theresa May.

Hun understreger samtidig endnu en gang, at der er behov for juridisk bindende ændringer af brexitaftalen.

/ritzau/Reuters