Presset Islamisk Stat dræber 17 civile

En større stadig modstand blandt lokale oprørsgrupper presser Islamisk Stat, der har svaret igen ved at myrde 17 civile.

SYRIEN: Det er ikke kun de vestlige koalitionstyrker, der med bombetogter fra luften presser Islamisk Stat (IS) i Syrien.

Også blandt de lokale beboere vokser modstanden, og ifølge Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder har IS de dage mistet 10 krigere i deres selvudråbte kalifat efter angreb fra lokale guerilla-grupper.

Det har fået IS til at svare hårdt igen. 17 mænd er de seneste to dage blevet dræbt i hvad, observatoriet betragter som en hævnaktion. De 17 mænd skulle enten være blevet halshugget eller skudt fra nært hold.

IS bliver generelt presset fra flere fronter - dels fra grupper, der erklærer sig loyale mod den syriske præsident Bashar al-Assad, dels fra rivaliserende grupper og ikke mindst fra luften, hvor den amerikanskledede koalition - med dansk deltagelse - som bekendt fører an med bombetogter mod IS’ lejre.

Ifølge flere syriske medier skulle modstanden mod IS blandt lokale grupperinger være voksende, beretter engelske Daily Mail.

Det er særligt omkring bevægelsens højborg, nær den syriske grænseby Raqqa, at angrebene er hårdest.

Mere end 200.000 anslåes at have mistet livet under den syriske borgerkrig, der til marts har varet i fire år.