Præsidentens pianissimo

Præsident Bush ejer nu krigen i Irak. Han har valgt en løsning, som går imod de løsninger, som partifæller og kampfæller, generaler og diplomater har ønsket, og dermed fritager han også andre fra ansvar. Nu er det hans ansvar - og hans ansvar alene.

Bush sender 20.000 ekstra soldater til Irak. Foto: Reuters Fold sammen
Læs mere

1.

Jeg satte juletræet ud tidligere på ugen, og jeg stod et øjeblik og iagttog det. Der er noget ualmindelig stakkels over sådan et træ. Engang var det saftiggrønt, engang var det i mere end én forstand det element, som hele familien dansede om, og nu stod det så der - uønsket og unyttig, hist og her med stumper af glimmer, der kun bekræftede fordums storhed og stolthed. Farven var falmet til en vissen afart af grøn, og nålene dryssede ned i den beskidte sne, og snart ville renovationsfolkene komme og køre det væk.2.

Natten til i går fremlagde præsident Bush sin nye plan for Irak. I 20 minutter stod han akavet og alene bag et podium i biblioteket i Det Hvide Hus, og han bad os om endnu en chance for at vende og vinde krigen i Irak, og han lød, som han aldrig havde lydt før. Han erkendte fejl, han skulle have sendt flere soldater tidligere, sagde han, og hvor han tidligere talte om »at fastholde kursen«, talte han nu allerede i tredje sætning om »at ændre« kursen, og hvor han tidligere sagde, at »vi er på vej mod en sejr«, brugte han natten til i går kun ordet »sejr« to gange - og begge gange for at dæmpe forventningerne til den nævnte sejr.

Det var præsidenten pianissimo, bodfærdig og falmet og med hele sit embede i drys, og i det øjeblik virkede han som det ensommeste menneske i verden.3.

Nu kender vi præsidentens nye plan, vi ved, at han vil sende yderligere omkring 21.500 soldater til Irak, og vi ved, at han vil lægge yderligere pres på irakerne for at få dem til at tage ansvaret for deres eget land. Vi ved, at han vil sætte et økonomisk hjælpeprogram i gang, og vi ved, at han advarer Syrien og Iran mod at blande sig.

Men det er for såvidt ikke den vigtigste erkendelse, der er kommet de seneste dage. Det er på mange måder gamle varer emballeret på ny.

Den vigtigste erkendelse er, at krigen i Irak er præsident Bushs krig. Han har bestilt og betalt den, han har fået den tilskødet, og nu står han selv med den.

Historien vil kæde ham sammen med krigen, som den kædede Johnson sammen med Vietnam, der vil i historiebøgerne stå et stort, fedt lighedstegn mellem hans navn og begivenhederne i Bagdad, og når han ser sig omkring, når han ser mennesker, der tidligere har været hans allierede, ser han dem ryste på hovedet.

Han er alene.

Han ser sine egne partifæller.

Mindst ti republikanske senatorer har meddelt, at de ved en ikke-bindende afstemning vil stemme imod præsidentens plan, og når de taler, taler de som oppositionen. »Jeg nægter at sætte flere amerikanske liv på spil i Bagdad,« siger senator Norm Coleman. »Det er en farlig, skrupforkert strategi, som kun vil trække USA endnu længere ind i en uovervindelig sump,« siger senator Chuck Hagel, og senator Gordon Smith meddeler, at han vil støtte demokraten Ted Kennedys plan om at lukke for pengekassen.

Han ser sine gamle kampfæller.

Premierminister Tony Blair har støttet præsidenten i ét og alt, i en sådan grad, at kritikerne hovent kalder ham for »Washingtons puddel«, men Blair støtter ikke længere. Ifølge Daily Telegraph vil den britiske regering begynde at trække sine soldater hjem, og udenrigsminister Margaret Beckett sagde i går, at en troppe-eskalation var Washingtons beslutning og Washingtons ansvar, og at briterne fører deres egen politik. I Danmark erklærede den konservative Bendt Bendtsen sig for »uimponeret« over præsident Bushs tale.4.

Han ser de amerikanske vælgere.

Efter angrebet 11. september steg præsidentens opinionstal til uhørte højder, på et tidspunkt støttede otte ud af ti amerikanere ham, og selv om vælgerne ikke på noget tidspunkt var vildt begejstrede for krigen i Irak, støttede de ham og genvalgte ham. Men en meningsmåling foretaget efter talen natten til i går fortæller os om den nye virkelighed. 57 procent af vælgerne mener, at USA er ved at tabe krigen, og 61 procent er imod at sende flere soldater. 64 procent af vælgerne er utilfredse med Bushs håndtering af krigen, og i sidste uge hed det i en anden meningsmåling, at blot 31 procent var tilfredse med hans generelle embedsførelse.

Han ser det amerikanske militær.

Præsident Bush har tidligere gjort sig store anstrengelser for at portrættere sig selv som militærets mand, en Reagan for en ny tid, og de fleste soldater har støttet deres øverstkommanderende. Men ikke længere. Både chefen for Centralkommandoen og den nuværende øverstkommanderende i Irak har ladet forstå, at en troppe-eskalation ikke er ønskelig. Førstnævnte sagde for to måneder siden, at »flere soldater ikke er løsningen« på de nuværende problemer, og ifølge Washington Post har præsidenten trukket den nuværende plan ned over hovedet på forsvarsledelsen, som bl.a. henholder sig til deres seneste efterretningsanalyse, som siger, at amerikanerne skaber terror i Irak, de bekæmper den ikke, og at flere soldater formentlig kun vil føre til mere terror.

Han ser medierne.

Få præsidenter har som Bush oplevet sådan et medløb i medierne, i en sådan grad, at to førende aviser har måttet undskylde over for deres læsere, at de op til invasionen i Irak ikke stillede nok kritiske spørgsmål. Newsweeks politiske chefanalytiker Howard Fineman er et godt eksempel på denne følgagtighed. For blot få år siden sammenlignede han Bush med cowboyhelten Shane, den uvillige kriger, men efter talen natten til i går var tonen anderledes: »George W. Bush talte med samme tillid som en forbryder i politiets forbryderalbum. Jeg interviewede ham første gang i 1987, jeg har dækket hans politiske karriere siden 1993, og jeg har aldrig set ham så lidt overbevisende, så lidt selvsikker ... Han så bange ud,« konstaterede Fineman.5.

Og han ser sin egen far og de sikkerhedspolitiske nestorer, der omgiver faderen.

Faderen var ikke medlem af den såkaldte Irak Studiegruppe, mens hans højre hånd gennem 30 år, James Baker, var formand for gruppen, og alle seniors mænd sad i den, og da gruppen i sidste måned landede med Baker-rapporten, fik den udbredt støtte fra alle sider - fra Tony Blair, fra militæret, fra efterretningstjenesterne, fra demokrater og republikanere, fra statslederne i Mellemøsten og fra den irakiske regering. Fra alle andre end præsident Bush og hans allernærmeste. Rapporten konkluderede, at der skulle en diplomatisk og politisk løsning til, ikke en militær løsning, og at det var på tide at begynde at tale med regeringerne i Iran og Syrien.

Ifølge inderkredsen i Washington omtalte præsidenten rapporten som »a flaming turd«, der i en pæn avis bedst kan oversættes med »noget, katten har slæbt ind«, og han valgte præcis den løsning, som rapporten havde bedt ham om ikke at vælge.6.

Så nu står han der - på TV-skærmen og i den politiske virkelighed - alene.

Som New York Times konstaterede i sin analyse: »Han ignorerer resutaltet af midtvejsvalget i november, han afviser nøglepunkterne i Baker-rapporten, han er ligeglad med rådene fra nogle af sine egne generaler og fra Iraks premierminister Nuri al-Maliki.«

Den kritiske TV-kommentator Keith Olberman udtrykte det endnu skarpere: »Det er hans troværdighed over for alle andres troværdighed - generalerne, diplomaterne, de allierede, republikanerne, demokraterne, Irak Studiegruppen, vælgerne og et flertal af det amerikanske folk.«

Når præsident Bush så uomtvisteligt tager krigen i besiddelse, når han så tydeligt gør krigen til sin krig, så løser han også alle andre fra ansvar. Så giver han partifæller og kampfæller en mulighed for at sige: Nu kan vi ikke mere. Nu vil vi ikke mere. Nu er det ikke længere vores krig.

En af de ypperste konservative danske kommentatorer, Ulrik Høy, udtrykte det i går således:

»Nu må supermagten USA gå solo med sine egne prioriteter. Det er magtpolitik og et skrækkeligt styrt fra de idealistiske højder, men vi har det ikke bedre.«7.

I tre dage stod mit gamle juletræ menneskeforladt ved vejkanten. Vinden tog det sidste glimmer, og tilbage var kun et skelet af, hvad der engang havde været. I morges kom renovationsfolkene så og forvandlede usentimentalt træet til spåner.

Der er noget ualmindeligt stakkels over sådan et træ.