Præsidentens papirklip

Hu Jintao brugte årtier på at opbygge et netværk af personer, der kunne bringe ham frem til posten som Kinas præsident. Som leder af kommunistpartiet, der i dag slutter sin 17. kongres, er han på vej ind i en ny fem års periode som leder. M

Den kinesiske præsident Hu Jintaos store styrke er hans netværk i inderkredsen i Det Kommunistiske Parti. Foto: C. Hin/AFP Fold sammen
Læs mere

Hvordan vil Kina egentlig gerne fremstille dets magtfulde præsident Hu Jintao, som nu får fem år mere på posten?

Hen over sommeren har verden fået et særligt indblik i, hvordan en række af verdens andre mægtige lande gerne vil fremstille deres præsidenter.

Billeder af Ruslands præsident Putin, der står i bar overkrop og fisker ved en flod, er gået verden rundt. Med spændte muskler og knusende sammenbidte kæber. En ægte russer. Stærk.

Et andet billede er af den franske præsident Sarkozy, der – med bar overkrop, guldkæde og Ray Ban solbriller – var ude at ro i en båd, så skummet pisker ham om ørerne. Dynamisk og solbrun.

Der har også været billeder af den amerikanske præsident Bush som jagerpilot. I grøn g-dragt og med hjelm i hånden. Klar til at gå om bord på et jagerfly. Ren actionman.

I denne uge kom turen så til Hu Jintao, der er præsident for 1,3 milliarder mennesker. Han står i spidsen for en af verdens største økonomier. Han er kommandør for verdens største hær og har ligesom de tre andre præsidenter affyringskoder til atomvåben.

Og i sin fritid laver han – papirklip. Sidder med en lille saks og klipper i karton. Klip. Klip, klip.

Nyheden om Hu Jintaos ferme saksehånd kan man læse i en artikel på Renminwang, Folkets Dagblads hjemmeside, hvor der også er et billede af et af hans papirklip. Det forestiller en kvinde, der sidder på en kærre, som skubbes af en mand.

Spin a la Kina
Politisk spin er med andre ord ikke kun et begreb i den vestlige verden.

Hu Jintao er Kinas præsident og generalsekretær for Kinas Kommunistparti. Det er et parti, som har stadigt sværere ved at forklare befolkningen, hvorfor det er ved magten. Derfor forsøger han og partiet gang på gang at slå især to ting fast.

For det første slår de på den gode økonomi. Det er den amerikanske drøm, der har fået kinesiske undertekster. Hvor alt er muligt. Hvor der er mobiltelefoner til alle, og hvor underklassen drømmer om at knokle sig ud af fattigdommen og ind i den trygge middelklasse, hvor familierne kører på arbejde i en VW Santana og tager på charterferie i Europa. Kun Hu Jintao og kommunistpartiet kan garantere en økonomi, hvor de drømme bliver til virkelighed.

For det andet slår de på, at partiet er Kina. Papirklip – jianzhi yishu – er en kinesisk tradition, der går helt tilbage til dengang, da kineserne opfandt papiret for 2.000 år siden. Hu Jintao og hans parti har altså fødderne solidt plantet i den kinesiske historie. De er essensen af den kinesiske sjæl.

Det er ikke tilfældigt, at historien om præsidentens papirklip dukker op nu. For partiet har hele denne uge holdt kongres i hovedstaden Beijing, og Hu Jintao har brug for at vise, hvor ægte kinesisk han er. Kongressen er den største og vigtigste politiske begivenhed i landet, for Kinas Kommunistparti er det samme som staten – det er retsvæsenet, regeringen og militæret.

Det er ved denne kongres, at partiets medlemmer bestemmer de næste fem års kinesiske politik. Det er her, politikere bliver forfremmet eller degraderet, og hvor der kommer ansigter på de næste fem års kinesiske politik. Hvor Hu Jintao, der er sikker på at fortsætte som præsident, får sat sit hold og sin dagsorden.

I teorien i hvert fald. Der stemmes godt nok om de forskellige kandidater på kongressen, men resultatet er afgjort på forhånd. Meget få ved præcist, hvordan det sker. Men alle ved, at der de seneste måneder og år har været hemmelige forhandlinger om, hvem der bliver til noget, og hvem der ikke gør.

Derfor kan kongressen da også virke som en noget tam og arrangeret forestilling, som befolkningen ikke nødvendigvis er vildt interesserede i.

Den kinesiske blogger Zhai Hua har skrevet et indlæg, hvor han kommer med to eksempler på kinesernes interesse for kongressen.

Det ene eksempel kommer fra en artikel på den kinesiske udgave af Voice of America, der har interviewet en tilfældig kvindelig studerende fra Beijing Universitet, som ikke er klar over, hvad den 17. partikongres er for noget.

Det andet eksempel er fra den nationale TV-station CCTV, der aldrig er bleg for at bruge sendetiden til propaganda. Stationen interviewede en bondekvinde fra Fujian, der i klippet var nærmest euforisk ved tanken om den 17. partikongres:

»Den 17. partikongres er ved at begynde, og vi ser alle frem til det. De senere års nyopbyggede landområde har fået vores bjerglandsby til at ændre sig mere og mere, og vores liv er blevet bedre og bedre. Vi vil gerne udtrykke denne følelse ved at synge en folkesang ...«

Valget af centralkomité
På Xinhuanet, der er Kinas officielle nyhedsbureaus hjemmeside, kan man også se TV-indslag, der for eksempel har titler som »Folk fra alle steder viser deres forventninger og interesse i den 17. partikongres«.

Selvom kongressen kan minde om en arrangeret teaterforestilling, er og bliver den en af de vigtigste politiske begivenheder i Kina. Af flere grunde.

Partiets generalsekretær, præsident Hu Jintao, skal holde en tale, der gør status over de seneste fem år, og som samtidig viser, hvad han og ledelsen af partiet har som mål for de kommende fem år frem til den næste kongres.

Den anden vigtige opgave er at vælge en Centralkomite. Kinas Kommunistparti har cirka 73 millioner medlemmer, men der er kun 2.217 af dem, der får lov til at komme med til kongressen. Deltagerne skal så igen vælge 200 personer til Centralkomiteen, der de næste fem år for lov til at agere på hele kongressens vegne. De 200 nyvalgte personer i Centralkomiteen vælger dagen efter, at kongressen slutter, forskellige personer til en række topposter, hvor de vigtigste er medlemmerne af Politbureau og dets Stående Komite. Antallet af medlemmer svinger. Men det er i alt cirka 20-30 personer. De har stort set uanede magtbeføjelser. Og som kun har en mand over sig. Hu Jintao.

Personen bag
Det er svært at beskrive, hvem personen Hu Jintao er. Der findes ikke – som det gør med så mange politikere i vesten – lange og personlige interview, hvor han forsøger at give et personligt billede af sig selv. Hvor han taler ud og viser følelser. Åbner for sig selv og viser manden bag politikeren. Historien om Hu Jintao er også blevet slebet til i kanterne. Der er den officielle version og den uofficielle. Samtidig har han også altid værnet om sit privatliv og sin familie. Men hvad kan man sige om ham med nogenlunde sikkerhed?

Han er født den 21. december 1942. Uofficielt i Shanghai. Officielt i Jixi i Anhui-provinsen. Der er ikke meget at sige om hans første år. Om han for eksempel har en tryg barndom. Eller hvad han tænker, da han er syv år gammel, og hans mor dør, så en tante må sørge for hans opvækst.

Tanten gør – ifølge den officielle version – et godt arbejde. Hu Jintao udmærker sig i skolen som en dygtig elev, og han er endda så god, at han kan komme ind på et af Kinas bedste universiteter.

I 1959, hvor han er 17 år gammel, flytter han til Beijing for at læse til ingeniør på Qinghua Universitetet. Her møder han også sin kommende hustru, Liu Yongqing. Og han bliver medlem af Kinas Kommunistparti. Det sker i 1964 – året før han bliver færdig som ingeniør med speciale i hydroelektronik.

Det er på det tidspunkt, Kulturrevolutionen rammer Kina, og landet kastes ud i ti blodige og kaotiske år. Hvor landets økonomi ligger i ruiner. Hvor der til tider er borgerkrig i flere af provinserne. Hvor Kinas Kommunistparti roder rundt i voldsomme magtkampe. Indtil 1968 arbejder Hu Jintao som forsker på Qinghua Universitet. Hvordan han præcist deltager i Kulturrevolutionen er uvist. Men Rødgardisterne har efter sigende kritiseret ham for at være »for individualistisk«. Måske er det derfor, han i 1968 ender i den fjerne Gansu provins, hvor han arbejder som ingeniør.

Familie og netværk
Hu Jintao og Liu Yongqing får to børn. En dreng og en pige som de indtil videre har holdt væk fra offentligheden. Liu Yongqing dukker en gang imellem op i medierne. Hun har ikke nogen politisk rolle, som for eksempel den amerikanske førstedame. Men hun er med i baggrunden, når der er statsbesøg, eller parret selv er i udlandet.

Politik i Kina handler ikke om at skulle overtale vælgere, der skal sætte deres kryds på en stemmeseddel. Det handler om netværk. Om at kende de rigtige personer. Det gør Hu Jintao. Gennem hele sin karriere har han dyrket netværket og de rigtige forbindelser, der har båret ham frem til posten som præsident.

Han anses som en stærk politiker, om end en lidt anonym af slagsen, og ifølge rygterne kan han lide at danse og spille bordtennis. Og, viser det sig, kan han også lide at lave papirklip.