Præsident hyldede østtyskerne

Christian Wulff trådte ud af sin egen skygge, da han som Tysklands forbundspræsident skulle holde hovedtalen ved tyveåret for genforeningen i går. En stor folketaler bliver han aldrig.

Christian Wulff Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

BERLIN: Christian Wulff har i godt tre måneder været Tysklands hemmelige præsident. Han blev udpeget i en fart, fordi forgængeren løb af pladsen. Siden har der været stille om indehaveren af nationens højeste embede. Ingen vidste, hvad han mente om dette eller hint, fordi han næsten aldrig ytrede sig. Han betragtes som sympatisk, forsigtig og kedelig.

I går var Wulffs store dag. Tyskland fejrede tyveåret for genforeningen, og forbundspræsidenten skulle holde hovedtalen. Det foregik i Bremen, den lille delstat, der i øjeblikket har formandskabet i Forbundsrådet, parlamentets andetkammer. Alles øjne var rettet mod ham, det var nu eller aldrig.

Wulff skuffede ikke. Han holdt en pæn, næsten tredive minutter lang tale, hvor han værdiggjorde østtyskernes vilje til forandring. Det er dem, der har trukket det største læs, sagde han. Præsidenten kom også ind på integrationen af indvandrere, der langtfra er forløbet perfekt. Diskussionen herom er nødvendig, men den bør ikke føre til, at borgere med udenlandske rødder føler sig såret, erklærede Wulff. Alle klappede, herunder forbundskansler Angela Merkel og repræsentanter for De Grønne og venstrefløjspartiet Die Linke; de to sidstnævnte har ellers ikke meget til overs for det borgerlige CDU, hvor Wulff kommer fra.

Ingen stor taler

Men Wulff bekræftede også, at han ikke er den store taler. Joachim Gauck, en tidligere østtysk systemkritiker, der var Wulffs konkurrent ved præsidentvalget, ville kunne holde en medrivende tale, selv om han blev kastet ned med faldskærm på en øde ø. Det kan Wulff ikke. Gauck optræder ved utallige forsamlinger i denne tid, og bagefter sukker folk fra alle partier og spørger sig selv, hvorfor det egentlig ikke var ham, der fik jobbet.

Ikke desto mindre stod Wulff for en præsentabel præsentation i går. Han bliver aldrig en Gauck, endsige en Richard von Weizsäcker, den måske bedste, tyske forbundspræsident, der havde embedet 1984-1994. Men måske vokser han med tiden. Weizsäcker var i hvert fald blandt dem, der applauderede - lige som NATOs generalsekretær, Anders Fogh Rasmussen, og hustruen Anne-Mette.