Potter-penge til Labour

Gordon Brown fik i weekenden et kærkomment økonomisk bidrag til sit skrantende parti.

J.K.Rowling med syvende og sidste bind i serien om Harry Potter. Fold sammen
Læs mere
Foto: Scanpix

Harry Potter-forfatteren, Joanne K. Rowling, har doneret en million engelske pund (ca. 9,5 millioner danske kroner) til det skrantende britiske Labour-parti, som i dag tog hul på fem dages partikonference i Manchester. Det bekræfter forfatteren selv.

Rowling ønsker at støtte partiets arbejde med udsatte børn, siger hun, og hendes økonomiske opbakning må være en kærkommen gestus for premierminister Gordon Brown, der står over for sin til dato største politiske udfordring som leder af partiet.

Rowling besidder angiveligt en formue på 560 millioner pund (ca. 5,36 milliarder danske kroner), som er tjent på hendes populære børnebøger om Harry Potter. Hun er nær ven med Brown og hans kone Sarah, men det er hendes første donation til partiet.

/ritzau/dpa