Portræt: Ikke en Pia Kjærsgaard, men ...

Godt hver fjerde nordmand sætter krydset ved Fremskrittspartiets rapkæftede formand, Siv Jensen, ved næste uges valg i Norge. Hun lover til gengæld færre udlændinge og mindre politisk korrekthed. Det lyder som noget, vi kender i Danmark, men er det ikke helt.

Jensen i 2006, da hun blev kåret uden modstand som partileder. Fold sammen
Læs mere
Foto: Scanpix

PORTRÆT
STOCKHOLM: Hun har personligt bedt om ikke at blive sammenlignet med Pia Kjærsgaard, men det er svært at lade være.

Det norske Fremskrittsparti havde allerede inden hun som blot 37-årig overtog formandsposten i 2006 vundet stor popularitet på løftet om en strammere udlændingepolitik, men når nu Siv Jensen er i stand til at samle mere end hver fjerde nordmand bag sig, tilskrives det først og fremmest hendes evne til at bevæge sig i øjenhøjde med vælgerne.

»Vi skal være folks tjenere, ikke deres herskere. Til syvende og sidst drejer det sig om at snakke med folk, og ikke til dem,« har hun blandt andet sagt, og som Pia Kjærsgaard har hun sat sig i spidsen for et opgør med den politiske korrekthed.

Begge har svenskerne som det store skræmmebillede, og Siv Jensen gjorde sig noget upopulær i Sverige, da hun tidligere på året advarede mod, at Norge risikerer at ende som de »snig-islamiserede« dele af Malmö, hvor Sharia ifølge Siv Jensen har forrang for svensk lov.

Men — som hun selv har påpeget — så er det både for let og forkert blot at udpege hende som Norges svar på Pia Kjærsgaard.

For det første er hun erklæret liberalist. Et af hendes store valgløfter om at bruge milliardindtægterne fra Nordsøolien på velfærd og ikke mindst de ældre kunne såmænd godt have været taget ud af Pia Kjærsgaards politiske manual, men i Norge vil det ikke være Fremskrittspartiet, der blokerer for skattelettelser. Tværtimod.

Et andet varemærke, der gør Siv Jensen til noget lidt specielt, er ligestilling.

Siv Jensens oldemor var en af Norges førende kvindesagsforkæmpere, og et af hendes valgløfter er at arbejde for at hæve lønnen i traditionelle kvindefag. Samtidig har hendes personlige ønske om at blive vurderet på linje med med traditionelle, liberale partier blandt andet fået hende til at forsøge at knytte bånd til Venstre i Danmark.

Her førte det dog til en del protester, da den daværende, politiske ordfører, og nuværende beskæftigelsesminister Inger Støjberg, udtalte, at de to partier »står skulder ved skulder«.

Selv om Siv Jensen altså identificerer sig med liberale grupperinger og i øvrigt har været medlem af det konservative Høyres ungdomsparti, så har hun været en loyal og markant figur i Fremskrittspartiet, siden hun var 18 år. Og da formanden gennem 28 år, Carl I. Hagen, blev udfordret af en gruppe unge liberalister, stod hun på formandens side, selv om hun egentlig tilhørte den modsatte fløj.

Udover den politiske karriere, der blandt andet er gået over bystyret i Oslo — hvor hun er vokset op som den ældste i en søskendeflok på tre — har hun uddannet sig til diplomøkonom ved Norge Handelshøjskole og blandt andet arbejdet for en radiostation. Det viste sig dog hurtigt, at politik også skulle være hendes karriere, men hun har dog haft kriser undervejs.

Politiske fejltrin
I 2001 blev en partifælle beskyldt for at have begået et overgreb på en ung pige. En grådkvalt Siv Jensen bakkede partifællen op, og da han senere erklærede sig skyldig, blev hun anklaget for at have løjet.

Hun er også flere gange blevet taget i, hvad der i bedste fald må beskrives som sløset brug af fakta og statistik, og hendes helhjertede støtte til Israel under selv de mest blodige angreb i Palæstina er desuden blevet vurderet som et politisk fejltrin af rang.

Men den helt store joker, der kan betyde, at hun – trods mange flere støtter – aldrig får den samme magt som Pia Kjærsgaard, er, at hun fra starten har haft kikkertsigtet indstillet direkte på ministerposter.

For det første stilles der større krav til et parti, der vil i regering, og kommentator ved dagbladet Verdens Gang i Norge, Frithjof Jacobsen, gav forleden følgende forklaring på, at Fremskridtspartiet, her hvor valget nærmer sig, er begyndt at tabe lidt terræn:

»De er ekstremt gode, når de skal påpege problemer og skævheder i det norske samfund, men de bliver meget mindre troværdige, når man skal snakke om løsninger.«