En "kryptisk politisk dagsorden". En "uklar politik". Svær at regne ud.

Når internationale medier som Politico og Reuters skal sætte ord på den bulgarske valgvinder, Rumen Radev, bliver der taget adskillige forbehold.

For nok har den 62-årige tidligere jagerpilot lovet et opgør med korruption og tættere bånd til Rusland.

Men der er stor usikkerhed om, præcis hvilken retning Radev ønsker at tage EU's fattigste land i, når han snart ventes at blive landets nye premierminister.

Selv har han fremstillet sig som en forsvarer af de fattiges interesser og en indædt modstander af korruption - og hans parti, Progressivt Bulgarien, beskrives ofte som venstrenationalistisk.

Han har på den ene side udtrykt glæde over de fordele, som EU-samarbejdet giver Bulgarien.

Men på den anden side har han kritiseret Den Europæiske Union for et for stort fokus på grøn energi - og han vil gerne have russisk olie og gas. Han er heller ikke tilhænger af, at Bulgarien nu er med i euroen.

Radev ser med tiden hele EU rykke tættere på Rusland, og her kan Bulgarien med sine cirka 6,5 millioner indbyggere i Radevs øjne spille en vigtig rolle.

- Bulgarien er i en unik position, for vi er det eneste EU-medlem, som er både slavisk og østligt ortodokst. Det bør udnyttes, har Radev, som var præsident i ni år i Bulgarien, ifølge nyhedsbureauet AFP sagt.

- Og vi kan være en virkelig vigtig forbindelse i hele denne proces - som jeg er overbevist om, vil begynde før eller senere - om at genopbygge relationerne med Rusland, tilføjede han.

Radevs baggrund er fra militæret, og han er uddannet fra det amerikanske luftvåbens eliteuddannelse U.S. Air War College. Han blev senere chef for det bulgarske luftvåben.

I 2016 gik han ind i politik og vandt senere et præsidentvalg om den hovedsageligt ceremonielle post.

Han blev født 18. juni 1963 i sovjettiden i byen Dimitrovgrad og beskrives ofte som en reserveret mand, der langtfra altid er en medrivende kommunikatør.

Men Radev fik støtte hos flere liberale og proeuropæiske vælgere, da han åbent støttede demonstrationer mod korruption i 2020.

Med knyttet næve gik han ud af præsidentpaladset for at slutte sig til de demonstrationer, der endte med at vælte den konservative premierminister Bojko Borisov.

Og Radev blev genvalgt som statsleder i 2021 med to tredjedele af stemmerne.

Sent sidste år begyndte han igen at støtte demonstrationerne mod korruption, og da regeringen gik af i december, trådte han tilbage som præsident for at stille op som premierminister.

/ritzau/AFP