I juleudsmykningen i Det Hvide Hus er et portræt af USA's præsident, Donald Trump, i Lego.
Det skriver mediet People.
Trump i legoklodser står udstillet ved siden af et legoportræt af USA's første præsident, George Washington, i den del af Det Hvide Hus, der kaldes Det Grønne Værelse.
Det værelse bruges til mindre receptioner og teselskaber.
I kranse over portrætterne er der røde sløjfer, som ligeledes er lavet af Legoklodser.
Foruden portrætterne af de to præsidenter består julepynten af mere end 50 juletræer, 10.000 blå sommerfugle, samlet 200 meter i guirlander, flere kilometer bånd og knap 55 kilo peberkager, skriver mediet.
De blå sommerfugle er en hyldest til plejefamilier landet over.
Det er USA's førstedame, Melania Trump, der står bag udsmykningen.
Temaet for årets dekorationer er "Home Is Where The Heart Is", som på dansk kan oversættes til "hjemmet er der, hvor hjertet er".
- Den konstante flytten rundt har lært mig, at hjem ikke blot er et fysisk rum. Det er snarere den varme og komfort, jeg bærer inden i mig, uanset mine omgivelser, siger førstedamen og tilføjer:
- Denne jul bør vi fejre kærligheden i os selv og dele den med verden omkring os. Hvor end vi er, så kan vi, når alt kommer til alt, skabe et hjem fyldt med ynde, udstråling og uendelige muligheder.
Legoportrættet af Donald Trump er et blandt flere portrætter, der har fundet vej til Det Hvide Hus, efter at han blev indsat som præsident.
I april skabte det overskrifter, da han udskiftede et portræt af den tidligere præsident Barack Obama med et maleri af sig selv.
Portrættet af Obama blev flyttet, mens et maleri, der viser Trump, efter at han blev udsat for et attentatforsøg i Pennsylvania i juli sidste år, fandt plads i Det Hvide Hus' indgangsparti.
Også andre steder har Trump sat sit præg på præsidentboligen med billeder af sig selv.
Et sted i Det Hvide Hus hænger forsiden fra en tabloidavis i en guldramme. Forsiden viser Trumps forbryderfoto fra 2023, da han i delstaten Georgia var tiltalt for at forsøge at omstøde valgresultatet fra præsidentvalget i 2020.
/ritzau/
