Porosjenko og Putin står fast på våbenhvile efter oprørsangreb

Oprørernes overtagelse af byen Debaltseve strider mod den aftale, der blev indgået i sidste uge, siger præsident Porosjenko. Samtidig angriber oprørerne ny by i det sydlige Østukraine.

Vladimir Putin, Francois Hollande, Angela Merkel og Petro Porosjenko under et møde tidligere på måneden. Fold sammen
Læs mere
Foto: MYKOLA LAZARENKO

Kun en uge efter, at våbenhvilen blev indgået i Hvideruslands hovedstad, Minsk, har prorussiske separatister i Østukraine drevet præsident Petro Porosjenkos regeringsstyrker ud af det strategisk vigtige knudepunkt Debaltseve. Og det er i direkte strid med aftalen, påpeger Porosjenko ifølge Reuters.

Han har torsdag holdt telefonmøde med Ruslands præsident, Vladimir Putin, samt den tyske kansler, Angela Merkel, og den franske præsident, Francois Hollande, der var bagmændene bag aftalen i Minsk.

Ifølge Porosjenkos hjemmeside sagde præsidenten under telefonmødet med sine tre kolleger, at man »ikke skal lade som om, at det, der er sket i Debaltseve, var en del af aftalen,« skriver Reuters.

Porosjenko oplyser desuden, at de i under telefonmødet blev enige om at give observatører fra Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE) »fuld adgang« til alle de steder i Østukraine, hvor der torsdag har været angreb.

Et budskab, russerne i Kreml bakker op om:

»De fire ledere understregede behovet for at sikre våbenhvilen, gennemførelsen af praktiske skridt for at få trukket tunge våben tilbage, samt en hurtig løsladelse af fanger,« lyder det i en meddelelse fra det russiske magtcentrum.

Telefonmødet fandt sted efter et døgn med blodige kampe i blandt andet Debaltseve. Det seneste døgn har 14 ukrainske soldater mistet livet, og 173 er blevet såret i kampe med prorussiske separatister, oplyser en ukrainsk militærkilde til Reuters.

Porosjenko trak onsdag regeringstropper ud af Debaltseve efter et angreb fra oprørerne.

Torsdag middag har separatisterne indledt et morterangreb mod regeringsstyrker nær kystbyen Mariupol i det sydøstlige Ukraine. Det oplyser en militærkilde fra området på en telefonlinje til Reuters.

»Lige nu er der et morterangreb i gang mod Shyrokine,« siger talsmanden med henvisning til en by, der ligger omkring 30 kilometer øst for Mariupol. Han tilføjer, at oprørerne angiveligt indhenter reserver.