Flere popstjerner og kendte skuespillere bakker op om vicepræsident Kamala Harris som Demokraternes præsidentkandidat i USA.

Fra musikkens verden er der tale om blandt andre Janelle Monáe, John Legend og Charli XCX.

Derudover har skuespillerne George Clooney, Viola Davis, Julia Louis-Dreyfus og Robert De Niro bakket op om Harris.

Selv sangerinden Beyoncé har givet Harris' valgkampagne lov til at bruge sangen "Freedom" under valgkampen.

Det er tydeligt, at Harris har formået at skabe en form for begejstring, som præsident Joe Biden kæmpede med.

På sociale medier har tilhængere af Harris delt en form for remixes af flere af Harris' taler og interviews.

Det er blevet til memes, der har spredt sig vidt og bredt. Et meme er en kombination af et billede og en eller flere tekstbidder skabt til at blive delt på internettet ofte med et humoristisk islæt.

Tilsyneladende er der rigeligt materiale at tage af.

På internettet kan man finde flere ældre videoer af Harris, der danser og - bevidst eller ubevidst - optræder med, hvad der kan beskrives som en form for falde-på-halen komedie.

Særligt Charli XCX' album "Brat", der på dansk kan oversættes til møgunge, er blevet synonym med Harris' valgkampagne.

Selv om navnet på albummet har en negativ klang, bruges det tilsyneladende til at markere, at Harris har masser af energi.

Tilhængere af Harris er tilmed begyndt at bruge albummets limegrønne visuelle udtryk som et filter på billeder, de deler af den formodede præsidentkandidat.

Harris er endnu ikke formelt blevet valgt som Demokraternes kandidat til at stille op mod den republikanske præsidentkandidat, den tidligere præsident Donald Trump.

Men den 59-årige vicepræsident har opbakning fra en stor del af de demokratiske politikere.

/ritzau/AFP