Pompeo og Lavrov ser optimistisk på fremtidigt forhold

USA's udenrigsminister besøger Rusland for at drøfte bedre relationer mellem USA og Rusland

Rusland og USA siger, at de parat til at udvikle et bedre forhold. Udtalelsen kommer efter drøftelser mellem den amerikanske udenrigsminister, Mike Pompeo, og hans russiske modpart, Sergej Lavrov. Pool/Reuters Fold sammen
Læs mere

Rusland og USA er parate til at udvikle et bedre forhold, fremgår det af en udtalelse efter drøftelser mellem den amerikanske udenrigsminister, Mike Pompeo, og hans russiske modpart, Sergej Lavrov.

Pompeo mødes senere tirsdag med præsident Vladimir Putin. Det sker i sortehavsbyen Sotji.

»Jeg er her i dag, fordi præsident Donald Trump ønsker at forbedre forholdet til Rusland,« siger Pompeo.

Mødet mellem Moskvas og Washingtons topdiplomater er det første russisk-amerikanske møde på topniveau i næsten et år.

Men Pompeo rettede flere advarsler til Lavrov. Han advarede mod russisk indblanding i det amerikanske præsidentvalg næste år.

Rusland afviser beskyldninger om at have blandet sig i valget i 2016.

Pompeo appellerede indtrængende til Rusland om ikke at indstille støtten til præsident Nicolas Maduro i Venezuela. Om Iran sagde den amerikanske udenrigsminister, at USA »grundlæggende ikke søger efter at komme i krig« med landet.

Lavrov sagde, at tiden er inde til at udarbejde nye rammer for samarbejdet mellem USA og Rusland.

Pompeo ankom til sortehavsbyen tirsdag for at forsøge at udrede trådene i en række forskellige stridspunkter - fra spørgsmål om våbenkontrol over Syrien og Iran til krisen i Venezuela.

Ved starten på forhandlingerne med Lavrov sagde Pompeo, at USA håber at få »stabiliseret« relationerne mellem USA og Rusland.

»Vi er uenige på en række områder, og hvert land vil beskytte dets egne interesser og beskytte dets egen befolkning. Men det er ikke sådan, at vi nødvendigvis skal være uenige om alle spørgsmål,« sagde han.

Lavrov sagde også, at Rusland er parat til at indlede et nyt kapitel i forholdet til USA.

»Vi har set, at en række mistanker og modsætninger hober sig på begge sider. Vi vinder intet på denne udvikling,« siger Lavrov.

Storbritannien, Tyskland og Frankrig udtrykte mandag dyb bekymring over eskalerende kampe i det nordvestlige Syrien. Over 120 civile er blevet dræbt inden for få dage.

Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, klagede tirsdag til Rusland over den syriske regerings brud på en aftale om en demilitariseret zone i det nordlige Syrien.

/ritzau/AFP