Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
BERLIN: Polens præsidentvalg, hvis første runde blev holdt i går, bliver en gyser.
Afstanden mellem favoritten, den borgerligt liberale Bronislaw Komorowski, og den nationalkonservative Jaroslaw Kaczynski, er så lille, at ingen mandag morgen kan forudse, hvordan resultatet bliver i anden runde 4. juli.
Oprindelig var Komorowski tippet som vinder af valget, der måtte fremrykkes, da den hidtidige statschef Lech Kaczynski omkom ved en flyulykke i Rusland 10. april. Men den dræbtes tvillingebror Jaroslaw Kaczynski har næsten indhentet ham, fremgår det efter optælling af omkring halvdelen af stemmerne.
De foreløbige tal viser, at Komorowski har fået 39,08 procent af de optalte stemmer, mens Kaczynski ligger på 38,34 pct.. Det er en langt snævrere afstand end forudset af meningsmålingerne før valgdagen.
Da ingen har fået det absolutte flertal på over 50 procent skal de to mødes i anden runde om knapt to uger. Komorowski var som parlamentsformand og midlertidig præsident efter Lech Kaczynskis død populær og midtsøgende.
Den overlevende Kaczynski, der har været regeringschef 2006-2007, har været kendt som aggressiv og kompromisløs. Op til broderens død var han lidet afholdt. Det sidste par måneder har han imidlertid ført en effektiv kampagne med en ændret stil. Nu fremstiller også han sig som midtsøgende og mild, og har sågar vist forståelse for venstrefløjen, som han hidtil har bekæmpet.
Den udstrakte hånd til venstrefløjen hænger muligvis sammen med, at Grzegorz Napieralski fra det socialdemokratiske SLD – efterfølger af kommunistpartiet – kan blive kongemager.
Napieralski har ifølge det foreløbige resultat fået næsten 14 pct. af stemmerne. Han kan ikke fortsætte i valget, men vil anbefale sine vælgere, hvor de skal sætte krydset 4. juli. Det kan blive afgørende for, hvem der sætter sig i præsidentstolen.