Polsk bus styrter i kløft i Frankrig - 26 omkommet

En polsk bus med katolske pilgrimme styrter i en kløft i Alperne i Frankrig. 26 blev dræbt, og 24 andre blev kvæstet. Måske svigtede bremserne.

Foto: Jean-Pierre Clatot / AFP Fold sammen
Læs mere

26 mennesker omkom, da en polsk bus med katolske pilgrimme søndag styrtede ned i en kløft nær Grenoble i Frankrig.

Det oplyser redningstjenesten.

24 andre mennesker blev såret, heraf var 14 hårdt kvæstet.

Der var 48 passagerer og to chauffører i bussen, som var på vej ned ad en stejl vej nær landsbyen Vizille mellem Grenoble og Gap i Alperne, da bremserne svigtede. Bussen brasede gennem et autoværn og faldt 40 meter ned i en kløft, hvor floden Romanche løber.

Lokale beboere siger, at bussen brød i brand.

Den bugtede vej mellem Grenoble og Gap, kaldet RN85, må kun benyttes af busser, hvis de er udstyret med et elektronisk bremsesystem. Spørgsmålet er, om den polske bus havde dette system.

/ritzau/AFP