Polsk bus styrter i kløft i Frankrig - 21 omkommet

En polsk bus med katolske pilgrimme styrter i en kløft i Alperne i Frankrig. 21 blev dræbt, og 12 andre blev hårdt kvæstet. Måske svigtede bremserne.

21 mennesker omkom, da en polsk bus med katolske pilgrimme søndag styrtede ned i en kløft nær Grenoble i Frankrig.

Det oplyser redningstjenesten.

12 andre mennesker blev hårdt kvæstet, mens seks var savnet.

Der var cirka 50 personer i bussen, som var på vej ned af en stejl vej nær landsbyen Vizille mellem Grenoble og Gap i Alperne, da bremserne tilsyneladende svigtede. Bussen brasede gennem et autoværn og faldt 40 meter ned i en kløft, hvor der løber en flod.

Lokale beboere siger, at bussen brød i brand.

Den bugtede vej mellem Grenoble og Gap, kaldet RN85, må kun benyttes af busser, hvis de er udstyret med et elektronisk bremsesystem. Spørgsmålet er, om den polske system havde dette system.

/ritzau/AFP