Polsk ærkebiskop træder tilbage

Den nyudnævnte ærbebiskop, Stanislaw Wielgus, har indrømmet, at han var spion for Polens efterretningstjeneste under kommunisttiden. Ærkebiskoppen trak sig mindre end en time før den officielle indsættelses-ceremoni.

Stanislaw Wielgus skulle indsættes som polsk ærkebiskop her til formiddag. En time før ceremonien trak han sig. Foto: Reuters Fold sammen
Læs mere

Ærkebiskoppen træder tilbage mindre end en time før han officielt skulle indsættse som ærkebiskop.

I en meddelelse oplyser Vatikanet, at Pave Benedikt har accepteret Stanislaw Wielgus tilbagetræden.

En sådan afbrydelse af en ærkebiskops indsættelse så kort før tid er helt uden fortilfælde, oplyser BBC. Blandt de honoratiores, der skulle deltage, var Polens præsident.

Inden Stanislaw Wielgus her til formiddag trak sig, havde hans udnævnelse til ærkebiskop delt det stærkt katolske Polen. En opinionsundersøgelse viste, at to trediedele af befolkningen mente, at ærkebiskoppen skulle træde tilbage.

Ærkebiskoppens indrømmelse kommer efter at en kirkelig kommission indrømmede, at han havde samarbejdet med det kommunistiske hemmelige politi.

Ærkebiskop Wielgus siger ifølge BBC, at han havde kontakter med sikkerhedspolitiet, men at han aldrig har informeret om præster.

Wielgus blev den 6. december udpeget af pave Benedikt den XVI til at afløse den antikommunistiske kardinal Jozef Glemp. Ifølge Vatikanets meddelelse vil Glemp midlertidigt blive genindsat på sin gamle post.

Skandalen tog fart, da Wielgus fredag - i modstrid med tidligere benægtelser - indrømmede, at han rent faktisk har samarbejdet med Polens forhadte sikkerhedstjeneste under kommunisttiden.