Poll: Stort flertal i Norge for 21-års regel

En aldersgrænse kan være med til at reducere antallet af tvangsægteskaber, mener befolkningen, men politikerne er ikke parate til at lovgive om kærlighed.

Et massivt flertal af nordmændene vil have indført en 21-års regel for ægteskaber med udlændinge for at mindske antallet af tvangsægteskaber. Det viser en meningsmåling, som Sentio har lavet for avisen Klassekampen.

Af de 1000 adspurgte siger 70,8 procent ja til at indføre grænsen, mens 12,8 procent afviser og 16,4 procent er i tvivl. Meningsmålingen viser et flertal for forslaget blandt alle partier, aldersgrupper, indtægtsgrupper og landsdele.

Meningsmålingen afslører dermed, at politikerne er ude af trit med vælgerne, for hverken i regeringen eller i Stortinget er der flertal for arbejds- og integrationsministerens forslag, der er led i en ny integrationspakke.

/ritzau/NTB