Politisk vold er blevet en skræmmende kendsgerning i USA

Drabet på den konservative influencer Charlie Kirk risikerer at drive en splittet nation endnu længere fra hinanden.

Scenen onsdag på Utah Valley University, hvor Charlie Kirk talte, da han blev skudt. Foto: Patrick T. Fallon/AFP/Ritzau Scanpix

Drabet på den konservative aktivist og influencer Charlie Kirk er det seneste bevis på, at politisk vold er blevet et hyppigt og skræmmende vilkår i amerikanernes dagligdag.

Den truer alle, fra præsident Trump, der sidste år var mål for to attentatforsøg, til lovgivere, dommere og lokale valgtilforordnede. Skuddrabet på Charlie Kirk, for øjnene af universitetsstuderende på en campus i Utah, vil formentlig splitte en splittet nation endnu mere. Fjendskabet mellem partierne vil blive endnu stærkere.